Trump og Zelenskyj mødes: Det kan ændre krigen betydeligt

Trump mødes med Zelenskyj fredag til en “arbejdsfrokost”. De skal blandt andet tale om Ukraines luftforsvar – herunder muligheden for at få lov til at købe et våben af USA, som kan ændre krigens gang

Donald Trump skal fredag mødes med Ukraines præsident, Volodymyr Zelenskyj, i Det Hvide Hus.

Det siger Volodymyr Zelenskyj ifølge Reuters.

Ifølge den ukrainske præsident vil man på mødet drøfte Ukraines ønske om at få langtrækkende Tomahawk-missiler.

Man vil desuden drøfte Ukraines luftforsvar, lyder det fra Zelenskyj.

Trump blev mandag – da han var på vej tilbage til USA fra et Gaza-møde i Egypten – spurgt til meldingen om, at han skal mødes med Zelenskyj i Det Hvide Hus.

– Jeg tror det, ja, svarede Trump ifølge nyhedsbureauet AFP.

Sent søndag sagde Trump til journalister i præsidentflyet Air Force One, at han måske vil opfylde Ukraines ønske om de langtrækkende missiler.

(Artiklen fortsætter under billedet)

Her ses Trump og Zelenskyj i et tidligere møde

Tomahawk-missiler har en rækkevidde på 2500 kilometer, hvilket er langt nok til at ramme mål dybt inde i Rusland.

Den amerikanske præsident har talt i telefon med Volodymyr Zelenskyj både lørdag og søndag.

Rusland har advaret mod, at Ukraine får missilerne, og Trump sagde søndag også, at det vil udgøre det, han kalder et nyt skridt mod aggression, hvis missilerne bliver en del af krigen mellem de to nationer.

Hvis Donald Trump beslutter sig for at sælge missilerne, bliver det ikke direkte til Ukraine.

De vil i første omgang blive sendt til Nato, og forsvarsalliancen vil efterfølgende kunne tilbyde dem til Ukraine, forklarede Trump søndag.

Zelenskyj har tidligere udtalt, at Ukraine vil bruge missilerne til militære formål og ikke til angreb mod civile i Rusland.

– Vi har aldrig angrebet deres civile. Det er en stor forskel mellem Ukraine og Rusland, sagde præsidenten søndag til Fox News-programmet “Sunday Briefing”.

Senest har Volodymyr Zelenskyj meldt om strømafbrydelser i Ukraine, efter at Rusland ifølge præsidenten angreb den ukrainske energisektor fredag.

Ni regioner blev ifølge Zelenskyj ramt af strømafbrydelser, efter at Rusland anvendte over 450 droner og 30 missiler i angrebet.

/ritzau/