Søndag eftermiddag er politi og redning til stede, efter et knivstikkeri har fundet sted ved et bryllup.
“I dette øjeblik kører en patruljebil forbi mig. Der sidder en person, der er blevet anholdt, i en hvid DNA-dragt på bagsædet.”
Sådan lød det tidligere på eftermiddagen fra Presse-fotos.dk’s udsendte, der var til stede nær et bryllup, hvor dramatiske scener udspillede sig.
En person er blevet stukket med kniv.
(Artiklen fortsætter under billedet)

Det er helt konkret ved Paltholmterrasserne ved Farum Bytorv, at den chokerende hændelse har fundet sted.
Til Ekstra Bladet oplyser Thomas Overgaard, der er vagtchef ved Nordsjællands Politi, at en mand er blevet stukket i låret med kniv, men er uden for livsfare.
Ifølge vagtchefen fandt knivstikkeriet sted i forbindelse med en bryllupsreception.
“En borger, der bor i nærheden, syntes, at det larmede for meget, og så ender han med at trække en kniv og ramme en af gæsterne,” forklarer Thomas Overgaard til mediet.
Ifølge vagtchefen er der ingen relation mellem gerningsmanden og offeret.
Det tilføjes derudover, at gerningsmanden, der nu er anholdt, ‘formodes psykisk uligevægtig.’
Knivofferet er en 36-årig mand, mens den anholdte er en mand på 34 år.
Presse-fotos.dk dækkede hændelsen lige efter knivstikkeriet – du kan læse meget mere lige her.





