Sker lige nu: Næsten 200 lejligheder evakueres

Fredag skal næsten 200 beboere forlade deres hjem, mens eksperter undersøger bygningernes stabilitet.

Fredag bliver 188 boliger evakueret, efter at ingeniørberegninger har vist behov for ekstra sikring af fundamenterne under fem ejendomme.

Evakueringen sker som en sikkerhedsforanstaltning, da arbejdet med at forstærke bygningerne ikke kan udføres forsvarligt, mens beboerne opholder sig i deres lejligheder.

(Artiklen fortsætter under billedet)

Beslutningen kommer på baggrund af nye beregninger fra ingeniørfirmaet Rambøll og et andet rådgivende firma. Ifølge Rambøll skal fundamenterne sikres med både stål og beton.

Det berørte område er Munkebjerg Park i Odense. Området har tidligere været i fokus, efter at en svalegang i januar kollapsede under et byggearbejde, hvor en mand mistede livet.

Ejer og direktør i Barfoed Group, Frederik Barfoed, fortæller til Fyens Stiftstidende, at kommunen, beredskabet og politiet er orienteret om situationen. Han oplyser desuden, at selskabet sørger for genhusning til de berørte beboere.

“Foreløbig har vi fået booket 50 værelser på Hotel Odeon, og vi er fortsat i gang med at leje værelser. Det bliver rigtig, rigtig dyrt, det her, men den regning betaler vi selvfølgelig,” siger han til avisen.

Han understreger samtidig, at der ikke er risiko for sammenstyrtning, men at sikkerheden kommer først. Evakueringen ventes at foregå fredag eftermiddag og aften.

Gruppe forulemper kvinde: Stikker to mænd ned for at hjælpe hende