Efter stor efterspørgsel har den canadiske verdensstjerne The Weeknd tilføjet en koncert i Parken til det, der kan blive den sidste turné.
Sidste år var det kun Taylor Swift, der fik flere afspilninger på Spotify end canadiske The Weeknd, og i år har han fortsat pop-dominansen.
I skrivende stund er han den mest spillede kunstner på Spotify, baseret på månedlige lyttere, og giga-turnéen ‘After Hours til Dawn Tour’ kører ufortrødent videre på fjerde år.
Turnéen, der har været undervejs siden 2022 og er blandt de mest lukrative nogensinde, har tidligere lagt vejen forbi Danmark. Det var i 2023, hvor The Weeknd spillede for et udsolgt Nordstern Arena i Horsens.
Tidligere i år annoncerede den canadiske superstjerne, at turnéen ville komme forbi Europa igen i 2026. Til stor ærgrelse for de danske fans, blev Danmark forbigået på den europæiske tour-plan.
Men nu kan op imod 50.000 mennesker ånde lettet op. For The Weeknd har netop annonceret syv nye europæiske koncertdatoer – heriblandt en optræden i Parken.
(Artiklen fortsætter under billedet)

Kæmpe rap-stjerne som support
Med de nye koncertdatoer kommer The Weeknd til at spille hele 36 europæiske koncerter mellem juni og september næste år.
De 36 koncerter er fordelt på 16 byer, og flere steder spiller han dermed flere nætter i streg.
På det legendariske Wembley Stadium i London optræder The Weeknd fem gange, mens vores svenske naboer i Stockholm får lov til at holde på verdensstjernen i tre dage.
I Danmark bliver det umiddelbart kun til den ene koncert den 19. juni 2026 i Parken.
Koncerten i Danmarks nationalarena bliver den femte i landet på lidt over 12 år. Ud over koncerten for to år siden i Horsens har han spillet i Forum og Royal Arena i København samt på Roskilde Festivals Orange Scene.
I Parken bliver The Weeknd ikke den eneste verdensstjerne. Han har nemlig den populære amerikanske rapper Playboi Carti med som support. De to har hittet sammen med numrene ‘Popular’, ‘Timeless’ og ‘Rather Lie’.
Kan blive den sidste koncert
Den mangeårige og populære ‘After Hours til Dawn’-turné kan godt gå hen og blive den sidste The Weeknd-tour.
Den canadiske superstjerne har nemlig røbet sine planer om at lægge alteregoet på hylden. Fremover vil han lave musik under sit borgerlige navn, Abel Tesfaye.
Tidligere i år udkom sidste del af den albumtrilogi, som den populære turné er centreret omkring.
2026 kan derfor meget vel ende med at blive turnéens sidste år, og dermed også enden på The Weeknd-æraen, der startede med en enormt hypet mixtape-trilogi tilbage i 2011.
Billetsalget til det, der kan blive den sidste danske The Weeknd-koncert, bliver sat til salg fredag den 17. oktober kl. 12.00 via livenation.dk og ticketmaster.dk.
Kan man ikke vente, er der også mulighed for at købe billetter henholdsvis tirsdag eller torsdag, hvis man er Mastercard-kunde eller abonnent på Live Nation Denmarks nyhedsbrev.