Trump: Israel og Hamas har godkendt første fase af fredsplan

Israel og den militante gruppe Hamas har begge godkendt den første fase af en fredsplan for Gaza.

Det skriver USA’s præsident, Donald Trump, natten til torsdag på sit sociale medie, Truth Social.

– Jeg er meget stolt over at kunne annoncere, at Israel og Hamas begge har godkendt den første fase af vores fredsplan.

– Det betyder, at alle gidslerne meget snart vil blive frigivet, og at Israel vil trække sine tropper tilbage til en aftalt linje som de første skridt mod en stærk, holdbar og evig fred, skriver Donald Trump.

Delegationer fra Israel og Hamas har i denne uge forhandlet i Egypten omkring en fredsplan for Gaza.

Forhandlingerne tager udgangspunkt i en plan på 20 punkter, som er udformet af Trump.

Samtidig med meldingen fra Trump bekræfter unavngivne mæglere over for egyptiske statsmedier, at der er en indgået en aftale omkring udveksling af fanger og gidsler samt adgang til nødhjælp i Gaza. Det skriver nyhedsbureauet AFP.

Mediet Al-Qahera News beretter ifølge AFP, at der opnået enighed om alle vilkår og mekanismer for gennemførelsen af fredsaftalens første fase.

Israels premierminister Benjamin Netanyahus kontor har kort efter udsendt en udtalelse, hvor Netanyahu udtrykker håb om, at israelske gidsler snart bliver frigivet. Det skriver AFP.

– Med guds hjælp vil vi få dem alle hjem, siger Netanyahu i udtalelsen.

Donald Trump takker i sit opslag på Truth Social mæglere fra Qatar, Egypten og Tyrkiet for deres arbejde de seneste dage.

– Dette er en stor dag for den arabiske og muslimske verden, Israel, alle nabolandene og USA.

– Vi takker mæglerne fra Qatar, Egypten og Tyrkiet, som har arbejdet sammen med os for at gøre denne historiske og enestående begivenhed mulig, skriver Donald Trump.