Forvandling og verdensarv: Roskilde Domkirke som levende kunstværk

Tre dage i oktober forvandles Roskilde Domkirke til et levende kunstværk med musik, lys og refleksioner, når byens mest ikoniske bygning markerer sit 30-års jubilæum som UNESCO-verdensarv.

Når Roskilde Domkirke den 23.–25. oktober åbner dørene til ”Forvandling & Verdensarv”, bliver det ikke blot en fejring af fortiden, men en levende samtale mellem historie og nutid.

I år er det 30 år siden, at Domkirken kom på UNESCO’s Verdensarvsliste – og samtidig fejrer UNESCO selv 80 år.

(Artiklen fortsætter under billedet)

Roskilde Domkirke kan fejre 30 år som verdensarvssted. Det markeres med tre dages fejring i kirken og domkirkebyen Roskilde d. 23.-25. oktober – Foto: Peter Leschly

Fejringen bliver et tredages møde mellem musik, kunst og kultur, der understreger kirkens rolle som kulturelt samlingspunkt.

‘Med ’Forvandling & Verdensarv’ vil vi gerne vise, at Roskilde Domkirke fortsat er en vigtig del af det lokale samfund. Kirken har altid været et musik-, kultur- og debatsted’, fortæller Jesper Kejlhof, næstformand for menighedsrådet ved Roskilde Domsogn i en pressemeddelelse.

Han fremhæver, at Domkirken rummer både historie og nutid i ét rum.

‘Den er fyldt med kunst, som vi gerne vil koble med nutidig kunst, og det kan forhåbentligt sætte nogle tanker og refleksioner i gang’, siger han.

Fejringen byder blandt andet på en ny udstilling af kunstner Sophia Kalkau, der udstiller 24 store billedværker i kirkerummet.

De fortolkes musisk af den østrigske komponist og organist Franz Danksagmüller, som gæster kirken torsdag og fredag.

Torsdag aften forenes gregoriansk sang med nutidig orgelklang i et stemningsfuldt natkirkekoncept, mens fredagens koncert kombinerer det historiske Raphaëlis-orgel med moderne elektronik.

Domorganist Bine Bryndorf kalder Danksagmüller en musiker, der tør udfordre traditionerne

‘Han forholder sig respektfuldt til orgelets historie, men leger med lyde og klange. Det bliver en transformation af musikken, hvor kulturarven møder et moderne udtryk – næsten som en innovativ DJ på et middelalderligt instrument’.

(Artiklen fortsætter under faktaboksen)

Fejringen breder sig dog langt ud over kirkens mure. På facaden mod Stændertorvet projiceres torsdag aften en film, der viser Domkirkens 800-årige arkitektoniske udvikling – et af de væsentlige kriterier for dens optagelse på verdensarvslisten.

Derudover inviteres besøgende til rundvisninger i Roskilde Kloster, forfattersamtale med Lea Korsgaard og guidede ture ved Det Kongelige Palæ, hvor det kommende Verdensarvscenter for Roskilde Domkirke skal ligge.

Direktør for ROMU, Morten Thomsen Højsgaard, fortæller, at palæet selv er et stykke levende kulturarv

‘Det har gennemgået mange transformationer siden 1730’erne – fra pigeskole til stænderforsamling. Nu bliver det hjemsted for det kommende Verdensarvscenter. Dermed er endnu en forvandling på vej’.

Han ser Verdensarvsdagene som et bevis på, at kulturarven stråler langt ud i byens liv.

‘Næsten alt i Roskilde orienterer sig mod Domkirken. Den rækker ud og byder ind – og det gør den stadig,’ siger han.

Årsagen har længe været ukendt: Populær skuespiller i bizar dødsulykke