Flere borgere i Danmark oplever alvorlige symptomer som hovedpine, åndenød og metalsmag, men lægerne står uden svar.
I alt er 29 personer nu blevet henvist til undersøgelse på Arbejdsmedicinsk Klinik i Aalborg. Men lægerne har stadig ikke fundet ud af, hvad de fejler.
En gruppe nordjyske borgere er blevet ramt af en række uforklarlige helbredsproblemer, og det fælles træk er tydeligt: De bor alle tæt på et biogas- og pyrolyseanlæg ved Rakkeby.
Det skriver TV 2 Nord.
En af de ramte, Vinni Bahr Karlsen, fortæller, at hendes symptomer opstod samme sommer, som anlæggets nye pyrolyseafdeling blev taget i brug.
‘Biogassen har været der i mange år, men den er vi ikke blevet syge af. Mine symptomer er kommet samtidig med, at pyrolysen er kommet. Jeg ved ikke, om det er gisninger at parre det sammen med det, men det er påfaldende,’ siger hun til mediet.
Hun har fået konstateret en stofskiftesygdom – men scanninger viser ingen tegn på skader.
Officielle målinger viser ingenting, men folk bliver stadig syge
Selvom der er foretaget luftmålinger i området, er der ikke fundet spor af sundhedsskadelige stoffer. Alligevel melder borgere om tilbagevendende symptomer – herunder træthed, svimmelhed, udslæt og åndedrætsproblemer.
Sundhedsmyndighederne er derfor på bar bund.
Den politiske frustration vokser i takt med de manglende svar.
‘Det er paradoksalt, at undersøgelsen viser, at der ikke er nogle tegn på, at folk kan blive syge af det, når de bliver syge,’ siger SF’s spidskandidat Ellen Raunsmed og kræver, at der iværksættes en ny og grundigere undersøgelse.
Også Liberal Alliances Dan Henry Gaardboe kræver handling fra borgmester Søren Smalbro (V).
Hver tredje høringssvar nævner sygdom
I forbindelse med Agri Energys planer om at udvide anlægget, har Miljøstyrelsen modtaget 88 høringssvar – og hele 24 af dem nævner direkte helbredsproblemer.
Bekymringen går ikke kun på nutiden, men også fremtiden.
‘Vi ved ikke, hvilke konsekvenser det har for vores helbred på den lange bane. At vi har hovedpine i dag, det kan vi leve med på den korte bane, men hvad sker der om 10-20 år, hvor vi stadigvæk skal være her,’ siger Vinni Bahr Karlsen.
