Et af de mest succesfulde bands, der kom ud af 10’ernes ’emo revival’-bølge, giver langt om længe koncert på dansk jord.
Som så mange emo-bands før dem, startede amerikanske Hot Mulligan deres musikalske rejse ved at spille koncerter i svagt belyste og sveddryppende kældre.
Michigan-bandet udgav deres første to EP’er i 2015, hvor den oprindelige bølge af den såkaldte ’emo revival’ så småt var ved at stilne af.
Sammen med en række andre bands som Mom Jeans og Origami Angel var Hot Mulligan med til at give nyt liv til genrens genopstandelse og holde fjerdebølge-emoen kørende ind i 2020’erne.
Hen ad vejen har bandet bevæget sig ud af de mørke kældre og ind på de store scener foran tusindvis af mennesker. Næste år kommer de endelig til Danmark.
(Artiklen fortsætter under billedet)

Nyt album i bagagen
Den 1. marts 2026 kan du altså endelig lade følelserne få frit løb og skråle om kap med Hot Mulligans udtryksfulde frontmand Nathan ‘Tades’ Sanville.
Bandet har netop udgivet deres fjerde album, ‘The Sound a Body Makes When It’s Still’, og i den forbindelse lægger de vejen forbi Pumpehuset i København.
På den nye plade fintuner Hot Mulligan deres velkendte blanding af pop-punk, emo-pop og midwest emo, der gjorde dem til en essentiel del af ’emo revival’-bølgens fortsatte livsgrundlag, efter en række af bevægelsens grundlæggende bands gik i opløsning.
Modsat mange ’emo revival’-bands, der primært har været at finde på lokale scener og i niche-medier, har Hot Mulligan formået at opnå mainstream-succes med store turnéer og mange millioner afspilninger på Spotify – alt imens de har holdt fast i deres gør-det-selv-rødder.
Stærkt supportnavn
Hot Mulligan har heller ikke ‘solgt ud’ ved at forlade emo-genren til fordel for en mere poprocket lyd, som blandt andre My Chemical Romance og Fall Out Boy har gjort det.
Sidstnævnte fik godt nok lidt goodwill tilbage med deres seneste plade ‘So Much (for) Stardust’. Da de turnerede med det album, var Hot Mulligan i øvrigt med som support på udvalgte datoer.
Apropos support, så tager Hot Mulligan Delta Sleep med til Danmark.
Ligesom hovednavnet, var Delta Sleep en del af ’emo revival’-bølgen. Hvor Hot Mulligan søgte mod pop-punken, har Delta Sleep dog i højere grad gjort sig inden for math-pop og math-rock.
Så du har altså muligheden for at høre to bands, der på hver deres måde definerer den store variation i ’emo revival’-bølgen og emo-genren generelt.
Billetsalget til koncerten i Pumpehuset starter fredag den 10. oktober klokken 11:00 via livenation.dk og ticketmaster.dk.