Københavns Kommune vil være landets børne- og ungekulturhovedstad. Den ambition skal blive til virkelighed ved hjælp af ti millioner kroner fordelt på fire år.
Ved udarbejdelsen af Budget 2024 blev der afsat ti millioner kroner til en særlig vision for kulturlivet i Københavns Kommune.
Kultur- og fritidsborgmester Mia Nyegaard (RV) vil gøre København til Danmarks børne- og ungekulturhovedstad, og det er der altså afsat 2,5 millioner kroner til årligt fra 2024 til og med 2027.
I en pressemeddelelse løfter Kultur- og Fritidsforvaltningen i Københavns Kommune sløret for de initiativer, der skal løfte kulturen blandt børn og unge på tværs af sociale skel.
(Artiklen fortsætter under billedet)

Det Kongelige Teater på tur
Blandt de allerede søsatte projekter finder vi Postyrium, der er Det Kongelige Teaters mobile børneunivers, der i disse uger besøger flere bydele.
I sidste uge var det Den Røde Plads på Nørrebro, der fik besøg af Det Kongelige Teaters eventyrlige containere. I denne uge er Postyrium at finde ved BRØK i Brønshøj-Husum, og i uge 42 går turen til Havneparken på Amager Vest, hvor Postyrium bliver en del af børneteaterfestivalen Teatermagi.
Udover Postyrium har Kultur- og Fritidsforvaltningen indført et kulturprogram under Skole OL, teater for indskolingselever med Teatercentrum, moderne dans og street-dans for skoleelver og unge i fritidsklubber samt ‘Kunst i trappeopgangen’ – et samarbejde mellem SOSU H-elever og kunstneren Mie Mørkeberg.
På lige fod med idrætten
I fremtiden kan børn og unge i Københavns Kommune se frem til yderligere tiltag for at styrke kulturen.
Det er blandt andet ‘Jazzy Børnehaver’, musikundervisning i lokalområder og kunstprojekter med FGU Hovedstaden og Thorvaldsens Museum.
Et af hovedformålene med satsningen ‘København som børne- og ungekulturhovedstad’ er at give kulturelle oplevelser til de børn, der normalt ikke ville få dem.
“Alle børn og unge i København skal møde kunst og kultur med samme naturlighed, som de møder idræt. Uanset om man vokser op på stenbroen eller i et villakvarter, skal kulturen og kunsten gøres tilgængelig. Mødet med forskellige kulturtilbud giver nye perspektiver og styrker både kreativiteten, fællesskabet samt trivslen. Forhåbentlig får vi nogle børn og unge, der kommer ud i livet med inspiration til og mod på at være kreative. Det er hele tanken bag København som børne- og ungekulturhovedstad,” siger kultur- og fritidsborgmester Mia Nyegaard (RV) i en pressemeddelelse.