Med den kommende Femern Bælt-forbindelse sigter regeringen mod at bane vejen for et markant løft i turismen på Sjælland og øerne.
Den faste forbindelse mellem Danmark og Tyskland åbner nye muligheder for at tiltrække internationale gæster, især fra Tyskland og Polen, til de områder, som hidtil har ligget lidt i skyggen.
Sådan lyder tonen i en pressemeddelelse fra By-, Land og Kirkeministeriet.
Til at understøtte denne satsning har regeringen afsat 200 millioner kr. på finansloven for 2025, som over de næste fire år skal kanaliseres til nye turismeinitiativer. I 2028 reserveres 10,5 millioner kr. til en ekstraordinær indsats, som skal sikre, at åbningen af forbindelsen hurtigt omsættes til øget turisme. En stor del af midlerne (9,5 mio. kroner) går til international markedsføring i Tyskland og Polen via VisitDenmark i samarbejde med destinationsselskaber, mens 1 mio. kr. målrettes private feriehusudlejere på Sjælland og øerne for at øge kvalitet og udbud.
Minister for byer og landdistrikter, Morten Dahlin, siger, at indsatsen handler om at fylde de danske byer og landdistrikter med besøgende:
‘Vi skal have flere fra Tyskland til at holde ferie i Danmark, for det er godt for byerne og landdistrikterne, når vores gæster besøger vores fantastiske land. Derfor er det også en bunden opgave at sikre maksimal udnyttelse af potentialerne for turismen i forbindelse med, at Femern Bælt-forbindelsen som et af Danmarkshistoriens største infrastrukturprojekter åbner’
Miljøminister Magnus Heunicke fremhæver, hvordan kortere rejsetid kan få flere til at opdage natur og kultur i området:
‘Med åbningen af Femern Bælt-forbindelsen er der et stort potentiale for et markant turismeløft på Sjælland og øerne. Kortere rejsetid og bedre forbindelse kan føre til, at flere europæere kan få øjnene op for den unikke natur og kultur, som vores landsdel rummer. Om det er købstæderne med deres historiske bymidter, det maleriske syn ved Møns Klint eller det fuglerige Smålandsfarvand, hvor vi samtidig er ved at undersøge potentialet for at etablere en ny nationalpark, så rummer Lolland, Falster, Sjælland og de omkringliggende øer attraktioner i verdensklasse. Derfor skal vi sikre, at den vækst, som Femern Bælt-forbindelsen skaber, bliver til gavn for turismen i hele området’
Kulturminister Jakob Engel-Schmidt udtrykker håb om, at områdets historiske og naturskønne attraktioner kan tage konkurrencen op med storbyerne:
‘Femern Bælt-forbindelsen er en kæmpe chance for Sjælland og Lolland-Falster. Vi har fantastiske herregårde, strande og verdensarv på Møn og på Stevns. Jeg håber, at Sjælland og Lolland-Falster kan få endnu flere turister end København, når Femern Bælt-forbindelsen giver tyskerne en smutvej til Danmark’
I 2024 nåede de tyske overnatninger i Danmark rekordniveau og steg med 4 procent i forhold til året før – en tendens, som turismeaktørerne og regeringen ønsker at spille ind på. Samtidig har VisitDenmark længe satset på at målrette markedsføring mod tyske segmenter ved brug af segmenteringsmodeller baseret på tyskernes rejseadfærd og medievaner.
Tysk turisme i Danmark
Når regeringen satser så massivt på at forvandle Femern-forbindelsen til en turistmotor for Sjælland og øerne, sker det i en tid, hvor udenlandsk turisme allerede er på fremmarch i Danmark. Ifølge Danmarks Statistik blev der i 2024 registreret en stigning i tyske overnatninger, og feriehusovernatninger nåede i alt 23,5 millioner. Det er en stigning på to procent i forhold til året før.
Men at skaffe gæster er kun én del af ligningen. Destinationerne må gøre sig attraktive. Det kræver ifølge VisitDenmark alt fra godt indeklima i feriehusene, kvalitet af infrastrukturen, oplevelser og markedsføring, der taler til de tyske gæster. I deres tyske markedsprofil beskrives, hvordan tyskerne prioriterer tryghed, “ren destination”, lokal atmosfære og bæredygtighed, og at segmenttilpasning kan øge effekten af kampagner markant.
Et konkret eksempel er i Frederikshavn Kommune, hvor man de seneste år set en stigning på 50 procent i antallet af tyske feriehusovernatninger, så der i 2024 for første gang var flere tyske end danske gæster i feriehusene.
Men det hjælper ikke at invitere gæster, hvis der ikke er noget spændende at opleve, eller altså hvis deres forventninger ikke mødes. Tiden må vise, hvordan investeringerne slår igennem i målbare resultater eksempelvis gennem stigning i overnatninger, gæsternes forbrug og nye virksomhedsetableringer i turistbranchen.