Udsatte finder fællesskab gennem idræt

En ny rapport fra VIVE viser, at sport og bevægelse kan være et effektivt redskab i socialt arbejde med udsatte borgere. Erfaringerne bygger på OMBOLDs idrætscertificering.

Idræt handler ikke kun om kondition, konkurrence og klubfællesskaber. For mennesker i hjemløshed og social udsathed kan en bold, en ketsjer eller en gåtur blive et vendepunkt.

Det viser en ny rapport fra VIVE – Det Nationale Forsknings- og Analysecenter for Velfærd.

Rapporten samler erfaringer fra OMBOLDs idrætscertificering, der er udviklet i samarbejde med VIA University College, WeShelter og Danmarks Idrætsforbund.

(Artiklen fortsætter under billedet)

Foto: OMBOLD – Certificering af herberget Kollegiet Gl. Køge Landevej

Formålet er at give medarbejdere og ledere på herberger og i bostøtteindsatser konkrete redskaber til at integrere idræt i det daglige arbejde med udsatte borgere, skriver OMBOLD i en pressemeddelelse.

Arbejdet udspringer af OMBOLDs mangeårige erfaringer med fodboldfællesskaber for hjemløse og socialt udsatte.

Den nye certificering går dog længere.

Den udvider feltet til aktiviteter som badminton, floorball, løb og gåture. Pointen er, at bevægelse ikke kun skal være en fritidsbeskæftigelse, men et systematisk og anvendeligt værktøj i socialt arbejde.

Det særlige ved certificeringen er, at den gør fagprofessionelle i stand til at bruge idræt målrettet i mødet med udsatte borgere.

Dermed udfylder projektet et hul. Der findes i forvejen certificeringer rettet mod daginstitutioner, skoler og foreningsliv, men ingen har tidligere haft fokus på voksne i social udsathed.

Rapporten fra VIVE viser, at selv små og fleksible aktiviteter kan have markant betydning.

En gåtur kan være første skridt mod et meningsfuldt fællesskab. En ugentlig badmintontræning kan give struktur og fysisk velvære.

For flere af de interviewede borgere er deltagelsen forbundet med øget trivsel og et reduceret forbrug af rusmidler.

‘Med idrætscertificeringen bygger vi videre på mange års erfaringer fra OMBOLDs fodboldfællesskaber. Idræt kan styrke både fysisk og mental sundhed og samtidig skabe relationer, struktur og fællesskab. Rapporten viser tydeligt, at potentialet er stort, hvis kommuner og sociale tilbud prioriterer idræt og bevægelse,’ siger Lise Trier Larsen, projekt- og udviklingschef i OMBOLD.

Hos OMBOLD peger direktør Martin S. Pedersen på, at behovet er presserende:
“Vi ved, at ressourcerne er knappe, og at presset på socialområdet er massivt. Men vi ved også, at små skridt virker, når de tages systematisk og i fællesskab. Idræt er ikke blot fritid, men et socialfagligt redskab, der kan gøre en positiv forskel.”

Med rapporten håber OMBOLD, at flere kommuner, herberger og bostøtteteams vil gribe bolden og integrere idræt i indsatsen for udsatte voksne.

TV 2 bekræfter hvad mange danskere håber om Jørgen Leth