Bombetrussel hos Danish Crown

Tirsdag formiddag udspillede der sig en alvorlig hændelse, hvor politiet hurtigt måtte rykke ud flere steder efter en bombetrussel.

Klokken 11.43 modtog politiet en anmeldelse om, at der telefonisk var blevet indgivet en trussel mod et slagteri samt en offentlig myndigheds bygning.

Politiet kørte straks til begge steder, hvor de sikrede områderne og vurderede situationen.

(Artiklen fortsætter efter billedet)

Det var netop dette slagteri, truslen indløb til

Helt konkret var der tale om Danish Crowns slagteri på Haslevej i Rønne og Borgerservice i Rønne på Bornholm.

Ud fra en samlet vurdering blev det skønnet, at der ikke var grund til at antage, at der reelt var placeret bomber på nogen af adresserne.

Begge steder blev undersøgt, men altså uden fund af sprængstoffer.

Politiet kunne samme dag lokalisere afsenderen af truslen, en 42-årig mand. Han blev anholdt af Nordjyllands Politi i Aalborg omkring klokken 18 og sigtet for bombetruslen.

Bornholms Politi oplyser i sin døgnrapport, at der ikke er yderligere oplysninger i sagen på nuværende tidspunkt.

Massiv aktion i kolonihave: Politi med automatvåben, forhandlere og skjolde