Politiet er i denne uge massivt til stede flere steder i København i forbindelse med EU-topmøderne, der afholdes i hovedstaden.
I København kan man i disse dage se et massivt opbud af betjente på gader og stræder. Både på Stormgade og ved Christiansborg er sikkerhedsbevogtningen enorm, oplyser Presse-fotos.dk’s udsendte.
Foruden danske betjente har både Norge og Sverige sendt betjente til at hjælpe med sikkerheden ved denne uges EU-topmøder, oplyser Ritzau.
Sverige har desuden også sendt antidronesystemer til Danmark.
(Artiklen fortsætter under billledet)

Tidligere har Københavns Politi meddelt i en pressemeddelelse, at topmøderne den 1. og 2. oktober vil medføre påvirkning af trafikken. Du kan se de påvirkede områder nederst i artiklen.
På det sociale medie X har politiet desuden tirsdag meddelt, at man vil sætte droner i luften under topmøderne.
‘Som en del af indsatsen ifm. EU-topmøderne i København onsdag og torsdag, vil politiet have en række droner i luften,’ skriver politikredsen.
Det fremgår her, at det er særligt ved Bella Center og i Indre By, at dronerne vil være synlige.
‘Der er ingen grund til at være urolig – vores droner er der for alles sikkerhed,’ slåes det fast afsluttende.
Du kan se flere billeder af politiets tilstedeværelse under linket og infoboksen.
<strong>Følgende områder bliver særligt påvirket</strong>
Følgende veje forventes at blive spærret for al trafik – både for bilister, cyklister og gående – som følge af sikkerhedsforanstaltninger i forbindelse med møderne. Beboere, personer med arbejdsplads i områderne samt erhvervsdrivende med lovligt ærinde kan tillades adgang til de afspærrede områder – dog ikke i bil.
Der tages forbehold for ændringer.
- Hvidkildevej: Fra i dag til og med den 3. oktober vil der blive delvist afspærret ved Grøndal Multicenter.
- Bella Center: Fra den 1. oktober til og med den 2. oktober afspærres Center Boulevard fra Vejlands Allé til C.F. Møllers Allé.
- Slotsholmen: Fra den 30. september til og med den 1. oktober afspærres Frederiksholms Kanal (fra Stormgade til Bryghuspladsen), Vindebrogade, Tøjhusgade og Christiansborg Slotsplads. Fra Vester Voldgade indføres indkørselsforbud i retning mod Slotsholmen (fra Stormgade til Bryghuspladsen). Der er pt. ingen planlagte afspærringer af Børsgade relateret til indsatsen.
- Amalienborg: Den 1. oktober er Amaliegade, Frederiksgade, Toldbodgade og Amalienborg Slotsplads afspærret.
- Københavns Lufthavn: Motorvejen til terminal 2 og 3 samt parkeringspladser for passagerer til Københavns Lufthavn forventes at være åben som normalt. Der kan dog forventes længere transporttid og køkørsel pga. eskortekørsel, så tag hjemmefra i god tid.
Metro og togdrift i København forventes generelt ikke at blive påvirket





