Elon Musk dukker op i Epstein-dokumenter: Her er hans svar

Jeffrey Epstein havde angiveligt planer om at mødes med Elon Musk i 2014.

Techmilliardær Elon Musk står nævnt i dokumenter, der fredag er blevet offentliggjort af Demokraterne i Repræsentanternes Hus i USA og som har relation til Epstein-sagen.

Det skriver nyhedsbureauet Reuters.

Dokumenterne omfatter blandt andet den nu afdøde seksualforbryder Jeffrey Epsteins daglige tidsplaner for årene 2014 til 2019.

Tidsplanerne viser ifølge Reuters, at Epstein i år 2014 havde planer om at mødes med Musk, rigmanden Peter Thiel og tidligere Trump-rådgiver Steve Bannon.

Det fremgår af dokumenterne ikke, om der rent faktisk fandt et sådant møde sted.

Musk har ifølge mediet BBC tidligere sagt, at Epstein på et tidspunkt inviterede ham til sin ø, men at techmilliardæren afslog invitationen.

En linje i dokumenterne, der er dateret til den 6. december 2014, lyder det ifølge BBC:

– Påmindelse: Elon Musk til øen 6. december (sker det stadig?).

Reuters skriver, at det ikke fremgår af dokumenterne, at Musk skulle have foretaget sig noget ulovligt.

I et opslag på det sociale medie X, hvor en bruger henviser til en artikel om dokumenterne, skriver Musk:

– Dette er falskt.

/ritzau/