Nyt pressemøde: Her er seneste nyt om dronesituationen i Danmark

Luftrummet over flere danske lufthavne og militære anlæg har i denne uge været præget af ukendte droner. Fredag eftermiddag giver Rigspolitiet en status på dronesituationen.

Rigspolitiet har fredag indkaldt til pressemøde klokken 13.00 på Polititorvet i København.

Til stede er chefpolitiinspektør, Peter Ekebjerg, og vicedirektør i Styrelsen for Samfundssikkerhed, Henrik Brodersen.

Der har flere dage i løbet af ugen været droner over danske lufthavne og militære anlæg. Det har blandt andet lukket flere lufthavne helt ned.

Årsagen til pressemødet er at bringe seneste nyt om dronesituationen i Danmark.

(Artiklen fortsætter under billedet)

Chefpolitiinspektør Peter Ekebjerg og Henrik Brodersen, vicedirektør i Styrelsen for Samfundssikkerhed.

Over 500 anmeldelser det seneste døgn

Gennem det seneste døgn har man modtaget over 500 anmeldelser om det, der bliver opfattet som mistænkelig droneflyvning, indleder Peter Ekebjerg.

Kortvarigt var Billund Lufthavn lukket ned, ligesom Aalborg Lufthavn også har været lukket ned inden for det seneste døgn.

“Sammenlignet med de andre døgn, har det været et roligt døgn,” lyder det fra chefpolitiinspektør Peter Ekebjerg.

Peter Ekebjerg opfordrer fortsat folk til at anmelde, hvis de ser noget mistænkeligt. Det lyder videre, at man meget gerne må tage fotos og notere angående det man ser.

Samtidig lyder der også en klar opfordring til dronepiloter.

“Tænk jer om,” lyder opfordringen fra chefpolitiinspektøren til folk, der flyver med drone. Han tilføjer, at det er vigtigt, at man følger skiltning og ikke flyver, hvor det er forbudt.

Efterforsker skyggeflåden

I næste uge er der EU-topmøde i Danmark, hvilket er et stort fokuspunkt ved myndighederne, fortæller Henrik Brodersen, vicedirektør i Styrelsen for Samfundssikkerhed.

“Den situation har vi et rigtig stort fokus på,” fortæller han.

Ifølge Peter Ekebjerg kan man godt håndtere at have fokus på de danske lufthavne, og samtidig opretholde sikkerhedsniveauet ved topmødet.

For nyligt er det kommet frem, at et russisk krigsskib har ligget skjult ved Danmark. Peter Ekebjerg fortæller, at man løbende holder øje med russiske krigsskibe.

“Der er meget stort fokus på skyggeflåden, og det indgår i vores efterforskning. Jeg kan ikke komme det nærmere, men generelt er der et stort fokus på skyggeflåden,” forklarer politiinspektøren.

Til det tilføjer vicedirektøren i Styrelsen for Samfundssikkerhed, at man dagligt overvejer, hvilke skibe, der ligger i dansk farvand.

“Myndighederne mødes dagligt og drøfter, hvilke skibe der er i dansk farvand, vi skal holde øje med,” oplyser Henrik Brodersen.

Forsvarsminister Troels Lund Poulsen sagde tidligere på dagen til TV 2, at man har billedemateriale af droner, der har været brugt. Ifølge mediet har de en kvalitet, der kan bruges i efterforskningen.

Det er dog ikke noget man er interesseret i at komme nærmere ind på på pressemødet.

Henrik Brodersen slår fast, at der ingen trussel er for borgerne, og at der ingen grund er til at folk skal føle sig utrygge.

“Intet indikerer, at dronerne kommer med eksplosiver eller på anden måde vil angribe personer,” lyder det afslutningsvist.

Du kan læse meget mere om det russiske krigsskib, der har været i nærheden af Danmark lige her.