Som reaktion på de gentagne dronehændelser lagde statsminister Mette Frederiksen torsdag en syv minutter lang video op på Facebook, hvor hun adresserer Danmarks aktuelle sikkerhedssituation. I videoen nævner hun blandt andet de scenarier, Danmark skal forberede sig på.
“Kære alle, Danmark har i de seneste dage været udsat for hybridangreb,” starter statsministeren videoen og understreger, at vi skal forvente flere af den slags angreb.
I videoen forholder Mette Frederiksen sig til de mange spørgsmål, der er blevet rejst i offentligheden – blandt andet hvorfor dronerne ikke blev opdaget eller skudt ned i tide.
“Der kommer et tidspunkt, hvor vi må kigge tilbage på de seneste dages hændelser og lære af dem,” siger hun.
Hun forsikrer samtidig om, at Danmark er i gang med at forberede sig på flere trusler.
“Hvor er vi nu? For det første har myndighederne hævet beredskabet, og de forbereder sig på forskellige scenarier.”
Forsvaret og politiet vil i den kommende tid være mere synligt til stede omkring kritisk infrastruktur. Samtidig er Danmark i tæt dialog med allierede for at styrke landets kapaciteter samt opdage og nedkæmpe droner.
Statsministeren fortæller også, at hun har været i kontakt med flere europæiske ledere, men fastslår, at regeringen stadig ikke ved, hvem der står bag angrebene.
“Det kommer fra en fej fjende, som ikke tør give sig til kende,” siger Mette Frederiksen.
Hun peger på, at truslen kan tage mange former: droner, cyberangreb, disinformation, påvirkning af valg og konspirationsteorier på nettet.
Truslen mod Danmark – og Europa – betegner hun som både alvorlig og reel.
“Vi kommer til at se mere sabotage. Flere hackerangreb. Endnu flere droner. Søkabler, der ødelægges. Direkte angreb ind i europæiske demokratier, som vi aktuelt ser det i det lille land Moldova.”
I Moldova advarer myndighederne om, at Rusland er i gang med en påvirkningskampagne forud for landets parlamentsvalg.
Der bliver også understreget, at regeringen befinder sig i den tidlige fase af krisehåndteringen – og at fejl kan ske undervejs.
“Vi er i den indledende fase af den umiddelbare krisehåndtering. Det har vi prøvet før i andre situationer. Og jeg har også sagt det, jeg siger nu, før. I enhver håndtering af en svær krise er der en risiko for, at man kommer til at begå fejl.”
Torsdag aften blev der afholdt endnu et pressemøde om dronehændelserne. Du kan læse, hvad der blev sagt, her: