Stort cykelløb i København flyttes til tidligere dato

I år blev første udgave af det nye danske World Tour-løb Copenhagen Sprint kørt i uge 25. Næste år bliver det på to ny datoer.

Tilbage i juni blev Danmarks første World Tour-cykelløb kørt i Københavns gader.

Lørdag den 21. juni kørte hollandske Lorena Wiebes først over målstregen i kvindernes løb, mens belgieren Jordi Meeus tog sejren i herrernes løb dagen efter.

Løbet, der startede i Roskilde, lagde inden den afsluttende rundstrækning i København blandt andet vejen forbi Frederikssund, Hillerød, Farum, Ballerup, Rødovre og Frederiksberg.

Næste års udgave skulle oprindeligt have været kørt i weekenden i uge 25, ligesom det var tilfældet i år.

Men nu har både UCI og arrangørerne bag Copenhagen Sprint annonceret, at løbet rykker til en ny dato.

(Artiklen fortsætter under billedet)

Arkivfoto: Herrefeltet krydser målstregen ved Statens Museum for Kunst under årets Copenhagen Sprint.

Imødekommer schweizisk ønske

Grunden til datoændringen er ifølge den internationale cykelsportsorganisation UCI, at arrangørerne bag det store etapeløb Schweiz Rundt har ønsket at afholde både herre- og kvindeudgaven af det løb på samme tid.

Det betyder, at Schweiz Rundt bliver kørt parallelt af båder herrer og kvinder fra den 17. til den 21. juni.

I forlængelse af dette, har Copenhagen Sprint-arrangørerne gået med til at rykke det danske løb en uge frem.

Dermed kører kvinderne nu lørdag den 13. juni, mens herrerne kører søndag den 14. juni.

Sidste år overlappede herrernes Schweiz Rundt, som danske Mattias Skjelmose vandt i 2023, med Copenhagen Sprint. Derfor måtte Jordi Meeus udgå efter sin sejr på 6. etape af det schweiziske løb for at tage til København, hvor han også sejrede.

Næste år kan han, og andre ryttere, deltage i begge løb, da de ikke overlapper.

En stor succes

Trods de midlertidige trafikgener, der er svære at komme udenom ved arrangementer af den størrelse, var første udgave af løbet ifølge arrangørerne en stor succes.

“Vi er meget glade for den modtagelse, løbet fik i sin første udgave. Den store opbakning langs ruten viste, at cykelsporten står stærkt i Danmark. Vi ser frem til at bygge videre på fundamentet og endnu en gang skabe cykelfest i juni 2026”, Tobias Hoff, direktør for Copenhagen Sprint, i en pressemeddelelse.

Presse-fotos.dk var selvfølgelig til stede ved både kvindernes og herrernes løb i år.

Airtox Dominance, der netop har fejret ét år som promotion, er i rivende udvikling. Nu tilføjer de endnu et stort navn til deres liste af signings.