Voldsom udmelding fra Nato efter droneaktivitet

Onsdag opfordrede Trump Nato-landene til at skyde russiske luftfartøjer ned, hvis de krænker Natos luftrum.

Natos generalsekretær giver grønt lys for nedskydning af russiske luftfartøjer om nødvendigt, hvis de krænker Natos luftrum.

Sådan lyder svaret fra generalsekretær Mark Rutte under et interview med Fox News torsdag.

Det skriver Reuters.

(Artiklen fortsætter under billedet)

Politiet til stede ved Københavns Lufthavn mandag, da det første droneangreb ramte Danmark. Sidenhen er flere lufthavne også blevet ramt.

– Hvis nødvendigt. Så jeg er fuldstændig enig med præsident Trump. Hvis nødvendigt, siger Rutte i interviewet.

Han tilføjer desuden, at Nato-ansatte er trænet til at vurdere sådanne trusler og beslutte, om de kan eskortere russiske fly ud af alliancens luftrum, eller om der er behov for yderligere handling.

På sidelinjen af FN’s Generalforsamling opfordrede USA’s præsident, Donald Trump, onsdag Nato-landene til at skyde russiske luftfartøjer ned, hvis de krænker Natos luftrum.

Adspurgt om, hvorvidt USA vil støtte en sådan nedskydning, svarede Trump ifølge Reuters, at det kommer an på omstændighederne.

/ritzau/

Udenlandsk jagerfly over Aalborg