I starten af 90’erne brød de igennem på den internationale scene, hvor de stadig turnerer. Nu vender de hjem med deres største koncerter på dansk grund.
Aqua, Lukas Graham, MØ, Volbeat.
Danmark har igennem årene haft flere internationale musiksucceser.
Men det er dog stadig kun en lille brøkdel, der slipper igennem nåleøjet og får succes i udlandet.
Endnu færre bands og artister bliver mere succesfulde i udlandet, end de er i lille Danmark.
Det band, der nu annoncerer deres største danske koncerter nogensinde, er dog et af de få eksempler på, at dette godt kan lade sig gøre.
(Artiklen fortsætter under billedet)

Det er det bløde rockband Michael Learns to Rock, der nu vender hjem til Danmark med to store koncerter.
Den 14. marts 2026 besøger de K.B. Hallen, mens de indtager Aarhus Congress Center den 21. marts 2026.
Kæmpe asiatisk succes
Historien om Michael Learns to Rock er en anelse spøjs, men ovenud lykkelig.
I 1991 blev bandets gennembrudssang ‘The Actor’ et kæmpe hit i de sydøstasiatiske lande Indonesien, Malaysia, Singapore og Filippinerne.
Lige siden har bandet været utroligt populære i regionen, hvor de fortsat spiller kæmpe arenashows. De har også haft succes på flere andre markeder – for eksempel i Nordamerika, hvor de netop har spillet en række shows i USA og Canada.
Hjemme i Danmark har Michael Learns to Rock dog sjældent spillet på de helt store scener.
Men det bliver der altså lavet om på nu.
”Vi havde aldrig turde drømme om de oplevelser, som vores musik har givet os mulighed for udenfor Danmark. Det priser vi os lykkelige for hver dag. Men selvom vi har turnéret meget rundt i verden, så har vi altid drømt om at kunne komme hjem og spille nogle koncerter i samme skala, med samme store produktion, som vi spiller med rundt i verden. Det får vi endelig mulighed for nu, og vi glæder os helt enormt,” udtaler bandet samstemmigt i en pressemeddelelse.
Ud over ‘The Actor’ har Michael Learns to Rock blandt andet hittet med ‘That’s Why (You Go Away)’, ‘Paint My Love’ og ’25 Minutes’.
Det officielle billetsalg til de to koncerter starter fredag den 26. september kl. 10.00 via livenation.dk.
Inden da kan man sikre sig billetter via Mastercards presale onsdag eller Live Nations presale for nyhedsbrevmodtagere torsdag.