Politi, brandvæsen, beredskabet, ambulance og akutlæge har været til stede ved den dramatiske episode.
Hovestadens samlede beredskab har tirsdag eftermiddag rykket ud til en adresse på Amager.
Fem politibiler, brandvæsenet, akutlæge og ambulance har alle været til stede ved en hændelse, hvor også et større område er blevet afspærret.
I området har der været konstateret en gullig røg.
(Artiklen fortsætter under billedet)

Det fortæller Martin Kjærsgaard, operationschef ved Hovedstadens Beredskab.
“En skraldebil har været nede i en kælder for at tømme en container. Da containeren åbnes, kommer der gullig røg ud. Derfor tog vi vores forholdsregler og tog kemidragter på, mens vi undersøger giftigheden. Der har ikke været brand ved containeren, men den afgav gullig gas,” siger han til Presse-fotos.dk.
Billeder fra stedet afspejler de dramatiske scener, hvor beredskabspersonale har iført sig kemidragter, der mest af alt ligner noget, man ville se ude i rummet.
(Artiklen fortsætter under billedet)

For at håndtere situationen med den gullige røg eller gas beslutter beredskabet sig for at fjerne skraldebilen fra miljøet på Klaksvigsgade og køre den ud til et mere sikkert sted.
Her bliver skraldebilen og det samlede beredskab eskorteret ud til Selinavej på Amager. Dog med lang sikkerhedsafstand til skraldebilen fortæller redaktionens udsendte.
Skraldebilen tømmes herefter i et område på Selinavej.
“Vi fjernede skraldebilen fra miljøet for en sikkerheds skyld og kørte den ud til Selinavej, hvor den er blevet tømt. Her har der ikke været samme gullige gas. Vi har ikke kunnet identificere, hvad det var, og nu er vi ved at afslutte indsatsen, som Amager Ressourcecenter herfra overtager,” fortæller operationschefen fra Hovedstadens Beredskab.
Der er ikke sket personskade ved hændelsen.
Kraftig røgudvikling i boligblok: Flere brandbiler til stede





















