Chokmelding: DR fyrer Jonathan Spang

DR kommer i dag med lidt af en chokmelding, da man har valgt at fyre Jonathan Spang.

Efter længere tids undren, står det nu ganske klart. Den folkekære komiker Jonathan Spang vender ikke tilbage i værtsrollen på det populære satireprogram ‘Tæt på sandheden’.

Den dramatiske udvikling bliver bekræftet af DR i en skriftlig udtalelse til Ekstra Bladet, efter premieren på 14. sæson af programmet tidligere på sommeren blev udskudt på ubestemt tid.

(Artiklen fortsætter under billedet)

Foto: DR / Ali Rastegar

”Tæt på Sandhedens’ fremtid er stadig uafklaret. DR har besluttet, at Jonatan Spang ikke fortsætter som vært på ‘Tæt på Sandheden’. DR skal derfor sammen med produktionsselskabet Small Shoes på ny opnå enighed om fremtiden for vores samarbejde’, siger direktør i Publicering og Brugere Lasse Bastkjær Jensen.

DR vil ikke kommentere på omstændighederne og baggrunden for fyringen.

‘Vi kan ikke kommentere på et fortroligt samarbejdsforhold og vores løbende drøftelser med vores samarbejdspartnere inden for vores programvirksomhed. Derfor kan vi ikke kommentere på det spørgsmål, du rejser’, skriver Lasse Bastkjær Jensen.

Der er indtil videre tavshed i Jonathan Spangs bagland, som heller ikke er kommet med nogen udmeldinger i forbindelse med fyringen.

I sommer fortalte Jonathan Spang, at den nye sæson af det populære program ville blive udskudt, da han ikke var tilfreds med sin egen indsats.

‘Det er halvandet år siden, at jeg blev skilt, og alt er desværre ikke faldet på plads endnu. Jeg kom igennem sidste sæson af ‘Tæt På Sandheden’, men var ikke tilfreds med min egen indsats og havde troet, at sommeren kunne bringe ro og give fornyet energi, men det er desværre ikke sket. Derfor har jeg set mig nødsaget til at udskyde sæson 14 indtil videre, skrev komikeren dengang.

Nu er det dog mejslet i sten, komikeren vender ikke tilbage til satireprogrammet, som gik hårdt efter de danske magthaver og deres til tider komiske fejl.

Der kommer dog et enkelt program med Jonathan Spang på DR.

Inden udskydelsen, og nu fyringen, fortalte Jonathan Spang selv, at han og Sebastian Kanani havde optaget et nyt format kaldet ‘Tæt på sandheden undersøger’.

Dette program skulle ikke blive påvirket af fyringen og vil fortsat blive sendt via DRs kanaler.

I sommer valgte han selv at udskyde programmet.