To kvinder og en mand blev ifølge politiet fundet døde. En 62-årig mand har i den forbindelse været anholdt, varetægtsfængslet og sigtet for de tre drab. Nu har politiet nyt i usædvanlig sag
Anklagemyndigheden har frafaldet sigtelserne i en opsigtsvækkende sag mod en 62-årig mand fra Roskilde. Han var under mistanke for at have begået tre drab.
Det oplyser Midt- og Vestsjællands Politi mandag.
Manden blev anholdt i marts og varetægtsfængslet, før han i maj blev sat på fri fod igen. Sigtelserne angik drab af to kvinder og en mand.
I en udtalelse fastslår en anklager, at der ikke er beviser for, at der er sket noget strafbart.
– Politiet har gennemført en større efterforskning i sagen, og det er ikke muligt at konkludere, at der er foregået noget strafbart, siger senioranklager Andreas Dahl.
– Dermed er sigtelserne i alle tre sager frafaldet i forhold til den mand, der har siddet fængslet i sagen, fortsætter han.
(Artiklen fortsætter under billedet)

En efterforsker i politikredsen fortalte i foråret, at de tre dødsfald angik personer i et udsat miljø, og at efterforskningen også af den grund var vanskelig.
Manden blev sigtet for at have dræbt en 58-årig mand i midten af februar, en 52-årig kvinde 16. marts og en 59-årig kvinde 21. marts. I hvert fald to af personerne boede i Vestergade.
Fra starten nægtede den 62-årige at have begået noget strafbart, og politiet besluttede selv at løslade ham.
/ritzau/