Et forslag om at scanne borgeres beskeder for overgrebsmateriale møder kritik. Justitsministeren har nu indkaldt til møde med tech-virksomheder og børneorganisationer.
Et nyt forslag skal gøre det nemmere at bekæmpe seksuelle overgreb mod børn ved at give myndigheder adgang til at scanne borgeres telefoner og beskedtjenester for ulovligt overgrebsmateriale.
Men forslaget møder hård kritik.
Morten Løkkegaard, Venstres medlem af Europa-Parlamentet, advarer mod at gå for vidt.
“Vi er alle enige om, at man skal gøre alt, man kan, for at bekæmpe overgreb mod børn. Men det skal ikke være på bekostning af vores grundlæggende frihedsrettigheder. Jeg er bekymret for, om det her lovforslag går for langt,” siger Morten Løkkegaard til TV 2.
Justitsminister Peter Hummelgaard har som reaktion på debatten nu indkaldt en række tech-virksomheder og børneorganisationer til et møde om, hvordan man mest effektivt kan stoppe spredningen af overgrebsmateriale på nettet.
“Jeg har i lyset af den aktuelle debat om CSA-forordningen inviteret nogle af de tech-virksomheder, hvis platforme bliver misbrugt til at dele ulovlige billeder og videoer af overgreb mod børn, til en fælles drøftelse af, hvordan vi dæmmer op for netop dét,” udtaler justitsminister Peter Hummelgaard i en pressemeddelelse.
Meta, Google, Snapchat, TikTok, Telegram, Signal, Microsoft og Apple er inviteret til mødet. Det samme er Red Barnet, Børns Vilkår, Digitalt Ansvar, Unicef, Center for Digital Pædagogik og Medierådet for Børn og Unge.
Tusindvis af filer anmeldt
“Red Barnet har tidligere refereret, at der bliver delt mindst to billeder eller videoer af seksuelle overgreb mod børn i sekundet. Seksuel udnyttelse af børn og spredning af overgrebsmateriale på nettet er et massivt problem, som kun vokser sig større for hver dag, vi ikke finder fælles fodslag,” siger justitsministeren.
I 2024 modtog Red Barnets AnmeldDet-tjeneste 4.758 anmeldelser om materiale med seksuelle overgreb mod børn. Samlet blev 32.347 filer gennemgået det år, fremgår det af organisationens hjemmeside.
Mødet mellem justitsministeren, tech-virksomhederne og børneorganisationerne finder sted fredag d. 3. oktober kl. 09.00-10.30 i Justitsministeriet.
196 sager om omsorgssvigt: Beskidte bleer, bræk og glemt medicin