Mange millioner: Sådan vil kommune løfte velfærden

91 millioner kroner går til velfærd, mens byudvikling, grøn omstilling og oplevelser også får en plads i Næstved Kommunes budget for 2026.

For 8. år i træk er Næstveds politikere blevet enige om kommunens budget. Alle partier i byrådet står bag forliget, som både prioriterer nære velfærdsopgaver og langsigtede investeringer.

I alt tilføres der 91 millioner kroner til velfærd i 2026.

(Artiklen fortsætter under billedet)

Foto: Næstved Kommune – Samtlige partier i Næstved Byråd står bag Budgetforlig 2026.

Af dem går 53 millioner kroner til drift og 38 millioner kroner til anlæg. Over de kommende år investeres der samlet 122 millioner kroner i forbedringer af de fysiske rammer på dagtilbud og skoler.

Det er Næstved Kommune, der står bag forliget, hvor borgmester Carsten Rasmussen (S) fremhæver en bred enighed og en ansvarlig økonomisk linje.

Han understreger samtidig, at udgifterne stiger, og at budgettet derfor også skal sikre langsigtet bæredygtighed.

Budgettet rummer konkrete investeringer i børn og unge, herunder nye legepladser, en ny daginstitution i Næstved Nord, renovering af institutioner og en to-voksen-ordning i 1. klasse.

På ældreområdet er der afsat midler til mere hjemlighed på plejehjem, velfærdsteknologi og lavere takster på madservice.

Der er desuden sat penge af til Makerspace, frivillighedsområdet og en eventpulje, der blandt andet skal understøtte DM i Skills i 2028. Sundhedsområdet styrkes med flytning af rusmiddelenheden til Sundhedsby Næstved.

I forhold til vækst og byudvikling skal investeringer i havneområdet, Næstved bymidte, Holme Olstrup og Toksværd bidrage til en styrket rolle som regionalt centrum. Grøn omstilling, energibesparelser og beredskab indgår ligeledes i budgettet.

Bag forliget står Socialdemokratiet, Venstre, Det Konservative Folkeparti, Radikale Venstre, Dansk Folkeparti, Socialistisk Folkeparti, Enhedslisten og Liberal Alliance.