Fredensborg Kommune forener miljøhensyn og fodboldklubbernes ønsker i ny investering i kunstgræsbaner.
Der er fuld gang i anlægsarbejdet i både Nivå-Kokkedal Fodboldklub og Fredensborg Boldklub, hvor slidte kunstgræsbaner nu bliver udskiftet. De nye baner er klar til brug efter efterårsferien 2025.
(Artiklen fortsætter under billedet)

De nye baner har ladet vente på sig, fordi skærpede krav har krævet en grundig gennemgang.
”Vi bruger nu samlet set cirka ni mio. kr. på de to baner. At det først sker nu, hænger sammen med, at den skærpede miljølovgivning har krævet en del yderligere undersøgelser før miljøgodkendelserne kunne gives. Men nu står vi med første klasses projekter, der både tilgodeser miljøet og klubbernes krav til banernes kvalitet. Vi har valgt kunstgræs med gummi-infill, både på grund af spilbarheden og det faktum at banerne – i modsætning til alternative infill-typer – kan anvendes hele året rundt,” siger Charlotte Sander, formand for Fritids- og Idrætsudvalget.
Forsøgsprojekt baner vejen frem
En rapport fra Miljø- og Fødevareministeriet peger på en række miljømæssige udfordringer ved kunstgræsbaner, som kræver særlig opmærksomhed.
“Materialerne i kunstgræs består af diverse plastmaterialer/granulater – baseret på både primære og sekundære råvarer, som kan indeholde skadelige stoffer, der ved brug kan udledes til miljøet, f.eks. via drænvand, afslid ved brug af banen, snerydning mv., og som kan kræve særlige forholdsregler i forbindelse med affaldshåndtering,” står der i rapporten.
For at undgå de miljømæssige faldgruber har Fredensborg Kommune hentet inspiration fra et lignende projekt.
Valget af materialer er truffet med rådgivning fra DBU og WSP og med afsæt i erfaringerne fra et forsøgsprojekt i Silkeborg. Her har man dokumenteret, at miljøpåvirkningen fra gummigranulat kan minimeres gennem løsninger som riste, afskærmning og sluser ved banens ind- og udgange.
”Jeg glæder mig over, at de nye kunstgræsbaner i Nivå-Kokkedal og i Fredensborg allerede står klar til brug lige på den anden side af efterårsferien 2025, og at det er lykkedes at finde en ansvarlig løsning, der både passer på miljøet og opfylder fodboldklubbernes ønsker”, siger borgmester Thomas Lykke Pedersen.
Ud over nye baner har fodboldklubberne i Fredensborg Kommune også fået energibesparende LED-belysning. I foråret blev anlæg installeret i Humlebæk, Fredensborg og Nivå-Kokkedal som led i et større energioptimeringsprojekt.
Bedre sent end aldrig for regeringen: Her kan du spare flere tusinde kroner