Retssagen om et voldsom knivdrab, hvor to brødre fandt deres storebror knivstukket i en bøgehæk, løber i disse dage ved Retten i Lyngby. Presse-fotos.dk var til stede under tirsdagens retsmøde.
To brødre gjorde den 28. oktober 2024 et skrækkeligt fund, da de fandt deres storebror hårdt kvæstet i en busk.
Storebroren havde adskillige kniv- og stiklæsioner fra minimum to knive.
På gerningsstedet fik brødrene ringet til alarmcentralen og påbegyndt genoplivning af den bevidstløse bror.
Den 23-årige storebror endte dog med at dø på stedet.
(Artiklen fortsætter under billedet)

Mandag den 1. september begyndte retssagen, hvor tre unge mænd er tiltalt for at have dræbt manden.
Presse-fotos.dk var til stede i retten tirsdag, på andensidste retsdag.
Stort politiopbud
Retssal 4.4 i Retten i Lyngby var tirsdag næsten helt fyldt af tilhører, der så til fra to lange stolerækker bagerst i lokalet
På begge sider langs væggene i det store retslokale sad flere uniformerede og civilklædte betjente.
Forinden var alle tilhører – der talte både offerets familie, samt familie fra de tiltalte – blevet sluset ind, efter en grundig kropsvisitering og gennemgang af tasker og lommer
Det store fremmøde skyldtes det voldsomme knivdrab, der fandt sted ved Søndervangshallen i Birkerød den 28. oktober sidste år.
Her forblødte en 23-årig mand, efter at være blevet ramt af flere knivstik. Tiltalt i sagen er tre unge mænd i alderen 19 til 22 år.
Kun to af de tiltalte var at finde til dagens retsmøde.
Den ene unge mand menes at have købt og ejet den kniv, der er blevet fundet bevist i at være et af de to drabsvåben – en 31 centimeter lang isoleringskniv han købte med rabat i januar 2023, da han arbejdede i Silvan.
Den sigtede var velfriseret, med en smule skæg på hagen og iført et sort ’tracksuit’ med en hvid linje langs siden.
Den anden sigtede, også en ung mand, var kortklippet med overskæg og skæg på hagen. Han var iført blå jeans og en hvid t-shirt.
(Artiklen fortsætter under billedet)

De to af de i alt tre tiltalte, der var til stede i retten, forholdt sig roligt under dagens retsmøde. Skiftevis fulgte de med i hver deres forsvares papirer og kiggede tomt ud i luften.
De har begge nægtet at udtale sig.
Alle tre tiltalte nægter sig skyldige i at have dræbt manden.
Dræbt af 22 stik- og knivlæsioner.
Anklageren startede sin procedure med at fastslå, at man ønskede, at de tre tiltalte skulle dømmes i overensstemmelse med anklageskriftet. Det vil helt konkret sige, at anklagemyndigheden ønsker, at de tiltalte alle tre bliver dømt for i forening at have dræbt offeret.
Anklagemyndigheden fremhævede, at den dræbte levede et risikofyldt liv, men at det ikke skulle tage noget fra drabsgerningen.
Den dræbte skulle have været en del af en gruppe med et meget klart hierarki. Offeret skulle have tilhørt den ældre del af grupperingen, mens de tiltalte hørte til en yngre del af samme gruppering.
Mens anklageren ønskede alle tre tiltalte dømt for i forening at have dræbt den 23-årige, mente forsvarerne til de tre tiltalte, at de alle skulle frifindes.
Under alle tre forsvares procedurer blev der lagt vægt på, at der ikke var stærke nok beviser i sagen til, at de tiltalte kunne dømmes.
”Den her sag skriger på mangel af beviser,” lød det undervejs fra den ene forsvarer.
(Artiklen fortsætter under billedet)

Det kom blandt andet frem i retten, at der ikke var DNA-beviser, der kunne koble de tiltalte sammen med drabet, ligesom der ikke skulle være noget motiv for hændelsen.
Politiet har dog sikret en masse videoovervågning, der har været med til at klarlægge de tiltaltes færden inden, under og efter drabet. Dét og teledata fastslog, ifølge anklageren, at de tiltalte var på gerningsstedet.
Forinden skulle de tre sigtede, blandt andet, først på aftenen have været på pizzeria og på en tankstation, for til sidst at ende på parkeringspladsen ved Søndervangshallen, hvor drabet skete.
Her blev den 23-årige ramt af 22 stik- og knivlæsioner, herunder tre i brystet, to i maven og et i ryggen – alle dybe stik, lød det fra anklageren.
Videomateriale fra området, der skulle være i meget dårlig kvalitet, viste tre skikkelser komme gående i retning mod parkeringspladsen, kort inden drabet.
Ifølge anklageren var de tre skikkelser de unge tiltalte mænd, der forinden havde ladet deres telefoner ligge i bilen.
Forsvarerne mente derimod, at det ikke kan bestemmes, at det er de tiltalte, der ses på videomaterialet.
På stedet skulle der angiveligt have været opsat et møde med den nu dræbte, der dagen forinden havde været oppe at toppes med en anden fra miljøet. Her skulle en af de tre tiltalte også have været til stede.
Tre drabstiltalte, minimum to gerningsvåben
Da drabet skete sent om aftenen den 28. oktober, skulle det være sket med ’minimum to knive’, herunder den 31 centimeter lange isoleringskniv.
Denne kniv blev senere fundet i en sø, dog uden blod eller DNA fra den dræbte eller de tiltalte.
Det kom frem på retsmødet, at kniven dog passede til minimum en af de læsioner, den 23-årige havde pådraget sig, hvorfor det bliver betegnet som gerningsvåbnet.
Anklagemyndigheden mener derudover, at der er blevet brugt minimum en anden kniv på gerningsstedet.
Kort efter drabet forlod to af de tiltalte gerningsstedet i samme retning, men den tredje tiltalte skulle være gået en anden vej. Han skulle desuden have forladt området kort tid inden de to andre.
Af den tiltaltes forsvares procedure kom det frem, at han ikke befandt sig på samme sted som de to andre tiltalte.
(Artiklen fortsætter under billedet)

Anklageren mente dog, at han var bevidst om hvad der skulle ske, og at han muligvis havde holdt vagt.
Forsvarsadvokaten nægtede dog dette, og gik i øvrigt i rette med, at han overhovedet skulle have befundet sig på gerningsstedet.
”Han har været VED gerningsstedet og ikke PÅ det,” lød forklaringen.
Ifølge forsvarsadvokaten havde han været i området, da ville ryge noget hash, inden han skulle sove. Derfor forlod han angiveligt også stedet før de andre tiltalte, og i en anden retning.
Der blev derudover lagt vægt på, at også han ikke havde noget motiv til forbrydelsen.
Den tiltalte, der ligesom de andre tiltalte kender den dræbtes lillebrødre, skulle have været til stede efterfølgende på gerningsstedet for at vise familien respekt, deltaget i den 23-åriges begravelse og været til mindehøjtidelighed ved familien.
Strafudmålingen ventes at ske onsdag formiddag.
Du kan læse Presse-fotos.dk’s dækning af sagen her.
Brødre finder storebror døende på parkeringsplads: – Han trækker ikke vejret!