De historiske biler trak alt hvad de kunne op ad de bakkede veje ved Krengerup Gods, da årets vindere af HMS Hill Climb-mesterskabet skulle findes.
Lørdag blev sidste afdeling af årets HMS Hill Climb-mesterskab kørt på de fynske veje.
Her gjaldt det om at sætte den bedste tid på en snoet strækning op ad bakke i historiske biler.
I nogle af løbsklasserne var vinderen allerede fundet, men der var fortsat spænding om den endelige stilling forud for den ottende og sidste afdeling i flere af klasserne.
(Artiklen fortsætter under billedet)

Køretøjer med mindst to årtier på bagen
Mesterskabet bliver hvert år arrangeret af motorsportsklubben Historisk Motorsport Danmark – forkortet HMS – og der er altså dermed ikke tale om de helt nyeste biler på markedet.
Faktisk måtte de deltagende biler i år ikke være fra et senere årstal end 1995.
Kørerne kunne dyste i en række klasser og grupper.
I de ‘historiske klasser’ var køretøjerne opdelt i grupper efter oprindelsesår – op til og med 1976 og fra 1977 til og med 1995 – samt den maksimale gennemsnitsfart.
I disse klasser skulle bilen være tidstypisk, og det var derfor ikke tilladt at modificere bilen med moderne teknik.
Ønskede man ikke disse restriktioner, var det dog også muligt at dyste i klasser, hvor der var lidt løsere regler for modificering. Bilen måtte dog fortsat ikke være produceret senere end 1995.
Flere veje afspærret
Ved årets sidste afdeling blev der kørt på Fyn med base ved Krengerup Gods i Glamsbjerg.
Flere veje i området var afspærret mellem klokken 7 og 18 for at gøre plads til løbet.
50 biler deltog i løbet, hvor der var flere udenlandske kørere – heriblandt en del fra Tyskland.
Herunder kan du se de samlede vindere i de forskellige klasser:
(Artiklen fortsætter under infoboksen)
Samlede vindere af HMS Hill Climb-mesterskaberne 2025
Historiske klasser – seriefremstillede, ikke modificerede
Klasse 1 A: Jan Jessen (Fiat X 1/9 1974)
Klasse 2 A: Mads Vejlbjerg Jensen (Opel Kadett E 1986)
Historiske klasser – competition, modificerede
Klasse 6 B: Martin Vestergaard (MG Metro 1981)
Klasse 7 B: Heino Mejer (Volvo 242 Turbo 1983)
Samlet top tre for de historiske klasser
1. Heino Mejer (Volvo 242 Turbo 1983)
2. Martin Vestergaard (MG Metro 1981)
3. Jan Jessen (Fiat X 1/9 1974)
Vægt/effekt-klasser – Ikke modificerede biler
Klasse 3 A: Thomas Sommer (Opel Kadett C 1977)
Klasse 4 A: Mads Nygaard (Lotus Seven S1 1960)
Klasse 5 A: Ingen vinder
Vægt/effekt-klasser – Competition, modificerede biler
Klasse 8 B: Lasse Rasmussen (Ford Escort Mexico 1977
Klasse 9 B: Gert Simonsen (BMW 2002 TI 1972)
Klasse 10 B: Johnny Andersen (Porsche 911 SC 1981)
Samlet top tre for vægt/effekt-klasserne
1. Johnny Andersen (Porsche 911 SC 1981)
2. Gert Simonsen (BMW 2002 TI 1972)
3. Martin Lund Andersen (Peugeot 309 GTI 16V 1990)
Den 31. oktober fejrer Historisk Motorsport Danmark den overståede sæson med en stor præmiefest.
Her er alle, der har kørt Hill Climb/Sprint- og baneløbene, samt venner, familie og mekanikere inviteret til festlig spisning og præmieuddeling på Munkebjerg Hotel i Vejle.
Det er ikke tilfældigt, at præmiefesten afholdes her. Munkebjerg Hill Climb, der er den mest kendte Hill Climb-rute i Danmark, ender nemlig lige omkring netop Munkebjerg Hotel.












