Patrick vil være den bedste danske fighter nogensinde. Lørdag den 6. september 2025 kunne han tage et vigtigt skridt mod realiseringen af det mål.
Hvis man ikke lige vidste det, skulle man ikke tro, at Patrick Sandager var på vej ind til sin allerførste professionelle MMA-kamp.
Der er da godt nok også en del timer til, at den unge fighter skal i buret, da Presse-fotos.dk møder ham. Men det er alligevel nærmest skræmmende, hvor afslappet han virker forud for sådan en stor milepæl i karrieren.
Om lidt træder han ud foran tusindvis af passionerede MMA Galla-fans i den ikoniske Brøndby Hallen – for slet ikke at nævne dem, der sidder derhjemme og streamer eventet.
Men selvom Patrick indrømmer, at han godt kan mærke presset, er han mest af alt bare ‘fucking klar til at give nogle tæsk på et professionelt plan’.
En længe ventet debut
Den 22-årige aalborgenser har da også haft lang tid til at forberede sig på denne dag.
Han skulle oprindeligt have fået sin pro-debut på hjemmebane ved MMA Gallas event i Aalborg tilbage i maj.
Men modstanderen blev skadet, kampen blev aflyst, og Patrick måtte vente yderligere fire måneder på sin debut.
(Artiklen fortsætter under billedet)

Hjemmebanefordelen er dog ikke helt tabt, selvom det ikke blev til en debut i hjembyen.
For det danske publikum forventes at være solidt i Patricks hjørne, når han i aften møder en ganske habil norsk modstander i form af Spartacus MMA’s Shkamb Kulludra.
Slag var ikke nok
I mellemtiden har aftenens pro-debutant tid til at reflektere lidt over, hvordan det hele startede.
Han begyndte egentlig sin rejse ind i kampsportens verden i bokseklubben AK Jyden. Men det var som om, der var nogle kropsdele, der følte sig lidt udenfor.
“Dengang jeg boksede, følte jeg hele tiden, at jeg skulle holde mig tilbage. Det gav mere mening at bruge hele kroppen og ikke bare hænderne,” erindrer Patrick.
Og det var ikke blot en problemstilling, der fyldte i hans hoved. Patrick havde umådeligt svært ved udelukkende at lade hænderne gøre det hårde arbejde under træningen.
En dag fik en af trænerne nok. Han tog fat i ham og sagde:
“Patrick, du rykker rundt i folk hele tiden og sparker ud i luften. Gå nu ned og prøv noget MMA.”
Og det gjorde han så. I en alder af 18 år meldte Patrick sig ind i Aalborg Martial Arts.
Her ville han ikke blive diskvalificeret for at sparke og smide rundt med modstanderen. Og det åbnede en helt ny verden af muligheder for den unge fighter, der ikke har set sig tilbage siden.
(Artiklen fortsætter under billedet)

Patricks evner viste sig at passe som fod i hose inden for MMA’ens spilleregler.
Han betegner han sig selv som en ‘gangster ninja’, der mestrer ‘the art of all arts’. Det vil altså sige, at han både har knockout-power i hænderne og teknisk kvalitet på måtten.
Hans alsidige evner scorede ham fem sejre i seks amatørkampe. Det foreløbige højdepunkt kom sidste år, da han tog en guldmedalje med hjem fra de Nordiske Mesterskaber.
MMA er ikke nogen sidegesjæft
Med erfaringen fra amatørscenen i bagagen er han nu klar til at tage de mindre pro-handsker på og smide benskinnerne.
Men skridtet op betyder meget mere end et skift i udstyret. Det er stærkere modstandere, mere intensiv træning og – vigtigst af alt – et helt andet mindset. Det er ikke bare ‘for sjov’ længere:
“Det er det mit liv er nu. Mit liv er MMA. Jeg vågner op: MMA. Jeg går i seng: MMA. Det er MMA, der kører rundt i mit hoved. Alt andet er sekundært,” fortæller Patrick Sandager.
Med statussen som professionel fighter kommer selvfølgelig også udsigten til at få penge for sine kampe.
Lige nu balancerer Patrick et nattearbejde som pakkefordeler hos GLS med et intensivt træningsprogram.
Men planen er, at han inden for to til tre år skal kunne leve udelukkende af MMA-karrieren.
Han er ikke MMA-fighter ved siden af arbejdet; han fordeler pakker ved siden af MMA-karrieren, indtil den karrierevej kan bære sig selv økonomisk.
“Nu gør vi det her, fordi jeg vil leve af det. Jeg vil ikke bare leve af det; jeg vil være den bedste. Jeg vil ikke bare være den bedste; jeg bliver den bedste.”
Vil være den bedste fighter i dansk historie
Som du kan høre, lægger Patrick ikke fingre imellem, når det kommer hans ambitioner. Det er mere manifesteringer, end det er drømme, når den selvsikre nordjyde snakker om sin fremtid.
Man får fornemmelsen af, at hele Patricks karriere allerede eksisterer i hans hoved som en slags forudindstillede minder, der bare ikke er sket endnu.
Selv afslutningen på karrieren er der lagt en plan for allerede inden pro-debuten:
“Mit mål er at blive den bedste fighter i dansk historie. Jeg vil have UFC-titlen, og så vil jeg forsvare den to gange, og så vil jeg stoppe på toppen.”
(Artiklen fortsætter under billedet)

Taber Patrick i aften, betyder det ikke, at drømmene ryger direkte ud ad vinduet. Men en debutsejr vil i høj grad hjælpe ham med at sætte kursen mod succes.
Det virker dog næsten omsonst overhovedet at forestille sig en verden, hvor Patrick ikke vinder i aften. Og det handler ifølge den passionerede fighter ikke udelukkende om evnerne i buret. Der er tilsyneladende højere magter på spil:
“Jeg præsterer ved at sætte det ene ben foran det andet til det absolut bedste af mine evner, og så satser jeg på min sjæl og min Gud, at det sætter mig der, hvor jeg skal være. Og det har det gjort indtil videre, så hvorfor skulle det stoppe med at gøre det?,” spørger han retorisk.
Inden Patrick Sandager går ind og påbegynder sine sidste forberedelser til aftenens store kamp, løfter han sløret for aftenens gameplan:
“Meget simpelt: Jeg vil gå derud, få stjerner i øjnene på hele publikum, lave det fedeste show, jeg overhovedet har evnerne til at lave, og så tage hjem med en megafed guldmedalje (som alle kampvindere får i MMA Galla, red.) og spise en fucking masse pizza og drikke en kold øl – men kun én. Det er det jeg har aftalt med min coach.”
‘Energi i observationen af magi’
Inden han kan gøre det, skal han dog lige have iført sig et outfit, der matcher hans farvestrålende personlighed.
For når Patrick gør sin entré i arenaen før en kamp, er det altid lidt af et sidestykke.
Han skinner klarest, når han er i spotlyset. Derfor er de mange kameraer ved aftenens event også blot en bonus for den 22-årige fighter:
“Jeg synes det er sjovt at lave ting foran et kamera. Jeg synes det er sjovt at spille hovedpersonen. Jeg kan godt lide opmærksomhed – sjovt nok, ikke? Og så synes jeg, det er fucking fedt at slås. Så at kunne kombinere det er bare ‘total win’,” fortæller han.
Jo flere folk, der ser med, jo mere tændt bliver Patrick. Det er som om, han suger energi ud af hvert eneste sæt øjne, der er på ham:
“Der er energi i observationen af magi,” som han selv siger det.
Og den energi er da også til at tage og føle på, da dørene fra omklædningsområdet åbner sig, og Patrick endelig kan træde ud foran det ellevilde publikum.
Til tonerne af Kim Larsens ‘Jutlandia’ spankulerer han selvsikkert ud mod buret, svøbt i Dannebrog og iført en rød Hawaii-skjorte. Begge dele matcher det knaldrøde hår, som gemmer sig bag sixpencehatten.
Der er end ikke en lille snert af frygt i Patricks stålfaste blik. Det her er hans tid, og resultatet står allerede skrevet, hvis ikke i stjernerne, så i hvert fald i loftet af Brøndby Hallen.
En tur på fjordhesten
Da det bliver alvor, og kamplederen råber ‘kæmp’, er det dog som om, den profetiske skrift i loftet bliver en smule udvisket.
Kampen starter ikke overbevisende for Patrick. Er der alligevel lidt nervøsitet at spore?
Inden nogen overhovedet når at tænke den pessimistiske tanke til ende, bliver den norske modstander dog ramt af et klokkeklart slag.
Han går ikke helt i gulvet, men han er tydeligt kvæstet og må sætte et knæ i gulvet for at holde sig oppe.
Det holder dog ikke længe for Shkamb Kulludra, da Patrick straks lugter blod og tvinger ham helt ned på måtten.
Den danske debutant er i kontrol, får positioneret sig på Kulludras bagside og forsøger at stoppe kampen ved at lægge pres på halspulsåren – et såkaldt ‘rear naked choke’.
Det lykkes dog nordmanden at presse hagen nedad og blokere for submission-manøvren. Kulludra rejser sig op, men Patrick sidder limet fast på hans ryg.
Resten af runden rider han på ryggen af modstanderen, der ser både rådvild og lettere irriteret ud over situationen.
(Artiklen fortsætter under billedet)

Mellem runderne bryder hallen ud i kampråb rettet mod Patrick.
“Patrick! Patrick! Patrick!”
Publikumsfavoritten er klart i front på point efter første runde.
‘Ninja gangster’-tid
I anden runde fortsætter Patrick de gode takter. Denne gang bliver han dog stående på benene. Det er tid til at vise de famøse ‘ninja gangster’-moves frem.
Han lander slag efter slag: Venstre, højre, venstre, højre. Roterende baghåndsslag, roterende spark til hovedet, roterende fis i kasketten. Det er helt skørt, hvad pro-debutanten præsterer i det bur.
Det er kækt, og det er spektakulært. Men det er også risikabelt.
Det får Patrick at mærke ved rundens slutning. Om han har trættet sig selv ud eller blot er begyndt at tage for let på modstanderen, er ikke til at sige, men han får i hvert fald pludselig igen af samme skuffe. Han bliver ramt hårdt og begynder at vakle kort inden anden rundes afslutning.
Selvom Patrick har haft overtaget indtil videre, lover det ikke godt for tredje runde.
(Artiklen fortsætter under billedet)

Det er da også en tydeligt træt og noget mindre overlegen dansker, der går ud til den tredje og afgørende runde.
Begge fightere er tydeligt mærkede og intensiteten tager et dyk, men begge parter lander hårde slag på hinanden i løbet af runden.
Facit da tiden løber ud er, at Patrick ikke ligner en lige så sikker vinder efter kampen, som han har gjort langt hen ad vejen. Nordmanden virker da også overraskende sikker på, at det er ham, der tager sejren i dommernes bøger. Han springer op på buret og jubler – måske lige så meget for at overbevise sig selv som for at overbevise dommerne. Patrick derimod går lettere humpende ud mod sit trænerhold.
Sandhedens time
Det afgørende moment er oprindet.
Kamplederen står med en hånd om hver fighters håndled. Lige om lidt vil han løfte vinderens hånd i vejret.
Har Patrick gjort nok for at tage den vigtige debutsejr?
(Artiklen fortsætter under billedet)

Ringannoncøren læser dommernes afgørelse op. Alle tre er enige om en vinder.
“Patrick Sandager!”
Han har gjort det! De store ambitioner lever videre i bedste velgående.
Efter kampen bliver Patrick interviewet i ringen af MMA Gallas promoter og medejer, Nick Barnø.
Enten er det den nordjyske accent, eller også kan speakersystemet i Brøndby Hallen ikke helt følge med. Men undertegnede journalist får i hvert fald ikke hele Patricks takketale med.
Én ting kan dog tydeligt høres: Patrick takker Jesus for sejren.
De højere magter var med ham i dag. Det har de været indtil nu, så hvorfor skulle de ikke blive ved med det?
En krig, der satte sine spor
Efter kampen fanger Presse-fotos.dk igen Patrick til en kort kommentar.
Han er tilfreds med kampen og er glad for nu at kunne kalde sig en ubesejret pro-fighter.
Men han har rigtig, rigtig ondt i benet. Det var åbenlyst en hård kamp, og det har sat sine spor på Patricks krop.
Nick Barnø fortæller til Presse-fotos.dk, at Patrick allerede kan få sin næste kamp ved MMA Gallas kommende event i Aarhus den 4. oktober – såfremt han er fit for fight.
Få dage efter eventet kommer den unge fighter dog med en nedslående opdatering.
Benet er brækket to steder, så han er tvunget til at melde sig syg fra arbejdet og vente et par uger, før træningen kan genoptages.
For en stund kommer Patrick Sandager altså hverken til at fordele pakker eller uddele tæsk, men med den debutsejr i bæltet er det kun et spørgsmål om tid, før han når toppen af dansk – og måske international – MMA.











