To personer, der formodes at have relation til hinanden, er tidligt torsdag aften blevet fundet døde på en adresse. Der er ifølge politiet tale om en mand og en kvinde
‘De afdøde er ikke endeligt identificeret, men det formodes, at der er tale om to personer, som har relation til adressen.’
Sådan lyder beskeden tidligt torsdag aften fra politiet i et opslag på det sociale medie X.
Her gør politiet det samtidig klart, at det er en mand og en kvinde, der er fundet omkomne i en privat bolig. De pårørende til de to personer er blevet underrettet.
(Artiklen fortsætter under billedet)

Det var torsdag eftermiddag klokken 15.14, at Nordjyllands Politi modtog en anmeldelse via 112 om brand på en adresse i Tversted, Bindslev i Hjørring Kommune.
‘Ved ankomst til stedet kunne det konstateres, at der havde været brand på adressen, men at der ikke længere var brand på stedet, idet ilden formentlig var gået ud af sig selv,’ oplyser vagtchef ved Nordjyllands Politi Jesper Sørensen på det sociale medie X.
Det var i forbindelse med arbejdet på adressen, at manden og kvinden efterfølgende blev fundet døde.
‘Nordjyllands Politi forventer, at være til stede på adressen i en længere periode, idet der skal gennemføres tekniske undersøgelse mhp at klarlægge brandårsagen.’ oplyser vagtchef Jesper Sørensen.
På nuværende tidspunkt er der intet, der indikerer, at der er foretgået en kriminel handling.
Politikommissær Carsten Straszek fortæller til Ritzaus Bureau, at det på nuværende tidspunkt ser ud til, at branden er opstået inde i huset, men de nærmere detaljer skal den videre efterforskning klarlægge.
Tversted ligger mellem Hjørring og Skagen.