Kræmmermarked, festlig musik og valgkamp: Se billederne fra årets Høstfest

Traditionen tro blev der i weekenden afholdt den årlige Høstfest ved og i Skottegårdens Butikscenter. Her kunne man både gøre et godt loppefund og lytte til festlig musik med en fadøl eller et stykke kage i hånden.

Lørdag den 6. september afholdt Skottegårdens Butikscenter deres årlige Høstfest, som der er tradition for at gøre den første lørdag i september.

Butikscenteret, der ligger i Kastrup, inviterede på en sjov og hyggelig dag for både unge og gamle.

Specielt til børnene – men også til gavn for de voksne – var der en tryllekunstner til stede. Og så kom et band forbi og skabte festlig stemning med deres musik fra klokken 14 til 18.

Kræmmermarked og valgkamp

Som der er tradition for, blev der sideløbende med Høstfesten afholdt det såkaldte Skottemarked.

Det er FDF Korsvejen, der står for det årlige kræmmermarked, hvor der efter sigende skulle være hele 80 stader.

Pladsen bag Kastrup Bio var fyldt med gode muligheder for at gøre et godt loppefund i en hyggelig og afslappet stemning.

På pladsen kunne man også spotte flere farverige telte og vimpler.

En række politiske partier var nemlig mødt op i dagens anledning, for at få en hyggelig snak med borgerne.

Der er som bekendt kommunalvalg den 18. november i år, så der var rig mulighed for at blive klogere på de forskellige lokalpolitikeres politiske mærkesager, inden krydset skal sættes.

‘Danmarks første butikscenter’

På Skottegårdens Butikscenters hjemmeside bryster centeret sig af at være Danmarks første butikscenter.

Siden 1955 har borgerne i Kastrup kunne drage mod Skottegården, når de skulle klare diverse indkøb.

I dag huser centeret blandt andet en Matas, et apotek, en bager, flere restauranter og en pub.

Ude foran Scott-Inn Pub, som den hedder, blev der under Høstfesten langet fadøl over baren til de tørstige gæster.

Bageren, der hedder Kringlevrideren, havde også disket op med blandt andet romkugler og studenterbrød til en fordelagtig pris.

Aarhus Festuge kulminerede i weekenden med en kæmpe jubilæumsfest der samlede flere generationer af aarhusianere.