Forsvarsminister: Har Polen brug for hjælp, er jeg positiv

Polen har natten til onsdag nedskudt flere russiske droner, efter de ifølge myndighederne krænkede landets luftrum.

Ifølge nyhedsbureauet Reuters drejede det sig om i alt 19 russiske droner, som fløj ind over den polske grænse. De droner, der blev vurderet som en direkte trussel, blev skudt ned af militæret.

Den polske premierminister Donald Tusk kalder hændelsen for en “større provokation” og udtaler, at det er “det tætteste vi har været på åben konflikt siden Anden Verdenskrig.”

Også i Danmark har situationen vakt opsigt. Forsvarsminister Troels Lund Poulsen meddeler opbakning til Polen og understreger vigtigheden af et styrket dansk forsvar.

(Artiklen fortsætter under billedet)

 Foto: Marita Á Rógvi Brattaberg / Forsvarsministeriet.

“Hver gang Rusland tester vores styrke, viser vi sammenhold. Det handler om Europas og dermed vores egen sikkerhed. Og har Polen brug for hjælp, så er jeg positiv. Understreger endnu en gang, hvorfor det er afgørende, at vi styrker Forsvarets kampkraft,” skriver forsvarsministeren på X.

Ifølge Reuters fortæller Rusland, at det ikke var hensigten at krænke polsk luftrum, men derimod skete som følge af et angreb på et militæranlæg i det vestlige Ukraine.

Snapchat anbefaler narkoprofiler til børn