Philip Westh blev sidste år kendt skyldig i flere alvorlige forbrydelser og blev idømt livstid. Korsørmanden ankede dengang dommen, men nu tager sagen en meget uventet drejning.
Den 28. juni 2024 blev Philip Westh kendt skyldig i alvorlige forbrydelser begået mod tre unge piger.
Serieforbryderen blev dengang blandt andet kendt skyldig i drab, forsøg på voldtægt og andet seksuelt forhold end samlejet, forsøg på langvarig frihedsberøvelse og usømmelig omgang med lig.
Alle forholdene begået i 2016 mod den 17-årige Emilie Meng.
(Artiklen fortsætter under billedet)

Af dommen fremgik det derudover også, at Philip Westh blev kendt skyldig i vold, forsøg på manddrab, langvarig frihedsberøvelse, voldtægt og voldtægt ved andet seksuelt forhold end samleje.
De forhold blev begået mod en bare 13-årig pige fra Kirkerup.
Slutteligt blev han også dømt for forsøg på voldtægt og langvarig frihedsberøvelse af en 15-årig efterskoleelev fra Sorø.
For sine forbrydelser blev Philip Westh idømt fængsel på livsstid ved Retten i Næstved, men nu tager sagen en uventet drejning.
Da sagen kørte i 2024 erkendte morderen kun dele af sagen med den 13-årige pige fra Kirkerup – alt andet ville han frifindes for.
Derfor var det meningen, at ankesagen skulle starte den 28. oktober i år. Der var afsat 13 retsdage til ankesagen, men det kommer ikke til at ske alligevel.
Philip Westh accepterer nemlig nu byrettens dom og dropper sin anke til Østre Landsret, oplyser hans forsvarsadvokat onsdag morgen til Ritzau.
Ifølge advokaten har han truffet sin beslutning på baggrund af grundige overvejelser.
Sagen om mordet på Emilie Meng, kidnapning af Kirkerup-pigen og forsøg på voldtægt af efterskoleeleven har dermed fået sat sit endelige punktum.