Forbyder endnu en prideparade

Politiet i Ungarn har forbudt endnu en pridemarch. Tidligere på sommeren blev optog i Budapest forbudt.

Ungarsk politi har forbudt en prideparade, som var planlagt til at blive afholdt i den sydungarske by Pécs i oktober.

Det skriver nyhedsbureauet AFP.

(Artiklen fortsætter under billedet)

Illustrationsfoto.

Ifølge arrangørerne er optoget det eneste større prideoptog i Ungarn uden for Budapest.

– Vi nægter at blive bragt til tavshed. Vi vil ikke lade os true. Vi vil ikke tillade, at vores rettigheder bliver trampet på, lyder det i en udtalelse.

Årets optog i Budapest blev også gjort forbudt tidligere på sommeren.

Her endte et rekordhøjt antal deltagere dog med at deltage alligevel.

Ungarsk politi har sagt, at det ikke vil skride til handling over for deltagerne.

Men i august blev Budapests borgmester afhørt som mistænkt for at have organiseret paraden.

Ungarns parlament vedtog i marts en lov, der giver politiet juridisk grundlag for at forbyde LGBTQ-optog. Formålet skulle være at beskytte Ungarns børn.

Organisationen Diverse Youth Network, der står bag optoget i Pécs, kalder politiets forbud et hårdt slag for LGBTQ-samfundet.

De lover ifølge AFP i en udtalelse, at pridemarchen skal afholdes som planlagt 4. oktober.

Pécs ligger i det sydlige Ungarn og er landets femte største by. Der bor omkring 140.000 mennesker i byen.

/ritzau/