En landsdækkende undersøgelse om ældres tilfredshed med hjemmehjælp er nu tilgængelig på kommuneniveau.
I juni blev den første landsdækkende undersøgelse af hjemmepleje- og plejehjemsområdet for 2024/25 offentliggjort. Undersøgelsen viste en generel tilfredshed blandt ældre borgere, der modtager hjemmehjælp.
Undersøgelsen er nu tilgængelig på kommunalt niveau, skriver Ældreministeriet i en pressemeddelelse.
Endnu en gang er der tegnet et billede af overvejende tilfredshed. 19 kommuner scorer 80 procent eller over i tilfredshed, og mange kommuner befinder sig tæt på de 80 procent.
“Det er rigtig positivt, at så mange borgere er glade for den pleje og hjælp, de får. Det er ikke mindst et velfortjent skulderklap til de mange dygtige medarbejdere i ældreplejen,” siger Ældreminister Mette Kierkgaard.
Dårlig timing
Alle steder står det ikke lige så godt til. I flere kommuner er tilfredsheden på 72 procent eller under, og en enkelt kommune scorer under 60 procent i undersøgelsen.
Frederiksberg Kommune scorer nemlig 59,4 procent og må affinde sig med en sidsteplads, når det gælder ældres tilfredshed med hjemmehjælp. Det fremgår af rapporten tilknyttet pressemeddelelsen.
Placeringen i undersøgelsen skyldes uheldig timing, da den faldt sammen med besparelser.
”At det ikke er højere skyldes formentlig, at målingen er blevet gennemført kort tid efter, at en enig kommunalbestyrelse var nødt til at gennemføre en række besparelser, fordi Frederiksbergs økonomi akut skulle rettes op,” fortæller Sine Heltberg, formand for Ældre- og Omsorgsudvalget i Frederiksberg Kommune, til Presse-fotos.dk.
Kommunen fremhæver sig selv som en kommune, der afsætter en betydelig sum penge til de ældre – og det vil den fortsat gøre.
“Frederiksberg er en af de kommuner i Danmark, der bruger mange penge på ældreområdet, og i 2025 har vi afskaffet robotstøvsugerne, indført tilbud om en årlig hovedrengøring for borgere med særligt behov og iværksat en række andre tiltag for at forbedre servicen.
Til de kommende budgetforhandlinger i weekenden håber jeg at kunne løfte servicen på ældreområdet yderligere. Vi arbejder hver dag på at gøre det bedre,” siger Sine Heltberg.
Anderledes står det til i Samsø Kommune, der scorer hele 95,4 procent i tilfredshedsundersøgelsen.
Undersøgelsen blev iværksat som led i ældrereformen, der blev vedtaget i december 2024.
Alle modtagere af hjemmehjælp fra 67 år og opefter er blevet spurgt om deres mening. Ud af de 123.000 adspurgte svarede omkring 53.000 tusind på undersøgelsen.