I februar præsenterer studerende fra Kulturværftets kunstuddannelse BGK Artlab udstillingen ‘TRANSFORMER’. Udstillingen sætter fokus på transformation i mere end en forstand gennem både fotografi og video.
Fra den 6. til 18. februar vil en ny udstilling på Kulturværftet i Helsingør undersøge ‘forandring’ som både proces og tilstand gennem fotografi og video.
Det er studerende fra Kulturværftets kunstuddannelse BGK Artlab, der står bag udstillingen, som tager afsæt i temaet transformation.
Det oplyser Kulturværftet & Toldkammeret i en pressemeddelelse.
(Artiklen fortsætter under informationsboksen)
Hvad er BGK Artlab?
BGK Artlab er en treårig kunstuddannelse udbudt af Kulturværftet, som henvender sig til unge mellem 15-25 år, der ønsker at dygtiggøre sig inden for billedkunsten og blive en del af et spændende kreativt og kunstnerisk miljø for unge.
Med temaet vil eleverne udforske spørgsmål om identitet, krop, relationer og selviscenesættelse.
Værkerne i udstillingen vil spænde fra at være intime og sårbare til at være teatralske og iscenesatte, hvor det vises, hvordan mennesket konstant er i bevægelse – både fysisk, mentalt og socialt.
Til projektet har man inviteret billedkunsteren Frida Retz med som gæstekunstner.
Hun beskrives som en person, der arbejder med video, performance, fotografi og installation. Hun er særligt kendt for sine sanselige og teatralske universer, hvor humor og ubehag mødes.
Frida Retz har tidligere udstillet på blandt Rundetaarn, Kunstnernes Efterårsudstilling og Påskeuddstillingen. Hun modtog i 2024 et arbejdslegat fra Statens Kunstfond.
Udstillingen skydes i gang fredag den 6. februar klokken 18.00 til 20.00 på Kulturværftet.
Her vil der først være et velkommen ved billedkunstner og underviser på BGK Artlab Jacob Tækker og efterfølgende holder Ulla Kokfelt, der er formand for Kultur- og Turismeudvalget i Helsingør Byråd, en tale.
Sidenhen åbner udstillingen officielt.
