USA’s præsident, Donald Trump, tror fortsat på en fredsaftale mellem Rusland og Ukraine.
Det siger Trump mandag, en uge efter at han havde en række europæiske ledere og Ukraines præsident, Volodymyr Zelenskyj, på besøg i Det Hvide Hus for at drøfte en mulig afslutning på den tre et halvt år lange krig.
– Jeg tror fortsat på, at vi får afsluttet krigen, siger Trump.
Under sidste uges møder efterlyste Trump et møde mellem Zelenskyj og Ruslands præsident, Vladimir Putin. Der er dog endnu ikke arrangeret et møde mellem de to præsidenter.
Trump fortæller, at han siden møderne i Det Hvide Hus med Zelenskyj og de europæiske ledere har talt med Putin.
– Ja, det har jeg, siger Trump.
– Enhver samtale med ham er en god samtale. Og bagefter bliver der desværre smidt en bombe i Kyiv (Ukraines hovedstad, red.) eller et andet sted, og jeg bliver meget vred, siger præsidenten.
Zelenskyj har meldt sig parat til at mødes med Putin, men Ruslands præsident er mere tilbageholdende.
– Fordi han (Putin, red.) ikke kan lide ham (Zelenskyj), siger Trump.
AFP
Kvinde var faldet i søvn på Christianshavn, da en udenlandsk mand voldtog hende