Traktor brænder op på mark

Tidligt fredag aften er flere brandkøretøjer til stede på en mark, hvor der er gået ild i en halmpresser og en traktor.

“En halmpresser er brudt i brand og det har spredt sig til traktoren og marken.”

Sådan lyder det tidligt fredag aften fra Presse-fotos.dk’s udsendte, der er til stede nær den mark, hvorfra der stiger en røgfane til vejrs.

(Artiklen fortsætter under billedet)

Brandvæsnet udrullede flere brandslanger i bekæmpelsen af branden – du kan se flere billeder nederst i artiklen.

Billeder fra Aastrupvej nær Tølløse viser, at brandvæsnet er ankommet med minimum tre udrykningskøretøjer.

Både en indsatslederbil og to større udrykningskøretøjer har fundet vej til marken, hvor vores udsendte melder om voldsom brand i traktoren.

“Der er kraftig brand i førerhuset, og man har rekvireret ekstra vandforsyninger i form af en tankvogn,” fortæller den udsendte.

Øjensynligt er traktoren fuldstændig udbrændt.

Hvordan branden er opstået er for nuværende ikke meldt ud, men vi følger sagens udvikling og opdaterer, hvis ny information bliver frigjort.

Tidligere på fredagen var både politi og ambulancetjeneste til stede foran en svømmehal, hvorfra der er kommet en anmeldelse om knivstik. Politiets vagtchef uddyber hændelsen til Presse-fotos.dk.