Sangfællesskab virker gavnligt for demensramte i Hjørring Kommune. Nu håber folkene bag at kunne udvide konceptet.
I dag, lørdag, er sidste dag på årets udgave af Kulturmødet på Mors.
Her kan man både opleve og diskutere det danske kulturliv på tæt hold. Og et af punkterne på dagsordenen fredag var dedikeret til et kulturelt initiativ, der bidrager med noget helt særligt.
Vinderen af Gudrun og Palle Mørchs Mindepris 2025 skulle nemlig findes.
Og det blev Sangkraft Hjørrings projekt ‘Demensvenlig Sangfællesskab’, der modtog prisen og en donation på 100.000 kroner.
‘Demensvenlig Sangfælleskab’ giver de mere end 500 demensramte borgere i Hjørring Kommune livet tilbage gennem musikken og det fællesskab, den medbringer.
Sangfællesskabet er ledet af en professionel musikterapeut, som modtager støtte af frivillige og fagfolk.
‘Kultur kan gøre en konkret forskel’
Projektet har været en stor succes, og det er altså ikke kun dommerpanelet bag prisen, der har fået øjnene op for dette.
I Hjørring Kommune er man også glade for den musikalske hjælp til de demensramte.
“Det her projekt viser, hvordan kultur kan gøre en konkret forskel i menneskers liv. Sang og musik kan bringe glæde og tryghed ind i hverdagen for nogle af vores mest sårbare borgere,” siger Leif Lund Jakobsen, leder af Kulturområdet, Hjørring Kommune, i en pressemeddelelse.
Hos Sangkraft Hjørring vækker prisen også stor glæde.
“Vi er stolte over, at prisen anerkender sangens kraft. Den kan vække minder, skabe ro og give følelsen af at høre til – også når sygdommen fylder,” siger Tina Gaarden Geertsen, formand for Sangkraft Hjørring.
Sangkraft Hjørring håber på, at prisen kan hjælpe dem med at brede konceptet ud til flere kommuner.
Gudrun og Palle Mørchs Mindepris bliver hvert år uddelt til alment gavnlige projekter eller personer inden for natur, kultur eller frivillighed.
Med prisen medfølger en donation fra Gudrun og Palle Mørchs Mindefond.