EU-præsident: Sådan får vi fred i Ukraine

Hvis der ikke kommer en aftale om våbenhvile, skal EU og USA øge presset på Rusland, siger EU-præsident.

Det transatlantiske samarbejde mellem EU og USA er afgørende, hvis en aftale om varig fred i Ukraine skal blive en realitet.

Sådan lyder det fra EU-præsident António Costa på det sociale medie X efter et møde med koalitionen af villige søndag.

– Transatlantisk sammenhold er på dette tidspunkt afgørende for at opnå en holdbar fred i Ukraine.

– Som jeg understregede på dagens møde med koalitionen af villige, er EU og USA nødt til at øge presset på Rusland, hvis der ikke aftales en våbenhvile, skriver António Costa.

(Artiklen fortsætter under billedet)

Illustrationsfoto.

Mødet har fundet sted, dagen inden at Ukraines præsident, Volodymyr Zelenskyj, skal besøge USA’s præsident, Donald Trump, i Det Hvide Hus, og to dage efter, at Trump mødtes med Ruslands præsident, Vladimir Putin.

Koalitionen af villige består af lande, der støtter Ukraine i krigen mod Rusland. Den ledes af Frankrigs præsident, Emmanuel Macron, Storbritanniens premierminister, Keir Starmer, og kansler Friedrich Merz fra Tyskland.

– Vi byder USA’s vilje til at bidrage til at give sikkerhedsgarantier til Ukraine velkommen – for at hindre fremtidige russiske angreb og for sammen at sikre en retfærdige og varig fred i Ukraine.

– EU er klar til at gøre sin del, skriver EU-præsidenten.

Frankrigs præsident, Emmanuel Macron, siger efter mødet, at “situationen forud for morgendagens møde i Washington er ekstremt alvorlig – ikke kun for Ukraine, men også for Europa”.

Han lægger vægt på, at Europa og Ukraine skal udvise sammenhold over for Rusland, skriver nyhedsbureauet Reuters.

– Hvis vi udviser svaghed over for Rusland, lægger vi fundamentet for fremtidige konflikter, siger Macron.

På mødet i koalitionen af villige udtrykte deltagerne et ønske om, at Ukraines “territoriale integritet” bliver respekteret, fortæller Frankrigs præsident.

Med andre ord mener de ikke, at Ukraine skal afgive land til Rusland, hvilket Rusland tidligere har stillet som en betingelse for fred.

Europæiske stat- og regeringschefer er inviteret til mødet med Trump og Zelenskyj i Washington D.C. mandag. Det er Putin ikke.

Putin mødte til gengæld Trump på en militærbase fredag i den amerikanske delstat Alaska.

Selv om der ikke kom nogen konkret aftale ud af mødet, beskrev parterne efterfølgende mødet som konstruktivt.

Flere amerikanske medier kunne lørdag berette om, at Trump og Putin havde drøftet på mødet, hvorvidt Ukraine skal afgive territorie til Rusland i forbindelse med en eventuel fredsaftale.

Medierne henviste til forskellige anonyme kilder tæt på forhandlingerne.

Til Financial Times sagde fire kilder, at Putin kræver, at Ukraine afstår den østukrainske region Donetsk som en betingelse for, at krigen kan slutte.

Til gengæld vil Putin angiveligt gå med til at fastfryse frontlinjen i regionerne Kherson og Zaporizjzja.

Oplysningerne er hverken bekræftet af USA eller Rusland.

/ritzau/