Medier oplyser nu, at Rusland har fået et gennembrud ved fronten i Ukraine. Det sker kort før et vigtigt topmøde mellem USAs præsident Donald Trump og Ruslands præsident Vladimir Putin
Russiske styrker har foretaget et pludseligt og markant fremstød i det østlige Ukraine nær kulminebyen Dobropillja i Donetsk.
Det viser data fra det ukrainske krigskort DeepState, skriver nyhedsbureauet Reuters.
Ifølge kortet er russiske styrker de seneste dage rykket mindst ti kilometer mod nord. Det sker efter alt at dømme som led i Ruslands forsøg på at få fuld kontrol over Donetsk.
Reuters kalder fremrykningen for “en af de mest dramatiske” i det seneste år.
Ukraines præsident, Volodymyr Zelenskyj, bekræfter på et pressemøde tirsdag aften, at grupper af russiske soldater har bevæget sig længere ind på det ukrainske territorium.
– Russiske enheder er rykket ti kilometer frem adskillige steder. De har ingen udstyr ud over de våben, de har i deres hænder. Nogle er allerede blevet fundet, nogle er nedkæmpet, nogle er taget til fange.
– Vi vil finde resten og udslette dem i den nærmeste fremtid, siger Zelenskyj ifølge nyhedsbureauet AFP.
(Artiklen fortsætter billedet)

Ifølge DeepState er de russiske styrker rykket frem nær tre landsbyer i et område ved frontlinjen, hvor de ukrainske byer Kostjantynivka og Pokrovsk også ligger.
Ruslands hær forsøger tilsyneladende at omringe de to byer.
DeepState baserer sit kort blandt andet på oplysninger fra Ukraines forsvarsministerium og satellitbilleder, sociale medier, kilder tæt på frontlinjen – herunder soldater, journalister og civile – samt lokale militæradministrationer.
Det russiske styre har ikke umiddelbart kommenteret DeepStates oplysninger om fremrykningen.
Ukraines hærchef, Oleksandr Syrskyj, vurderer, at Rusland udnytter, at landet har flere soldater end Ukraine ved at forsøge at infiltrere de ukrainske forsvarslinjer med mindre grupper af soldater.
Ifølge Syrskyj har Rusland den seneste tid gjort 35 forsøg på at presse de ukrainske styrker tilbage i området i det østlige Ukraine. Undervejs skal Rusland have lidt store tab.
En talsmand for Ukraines militær ved navn Viktor Trebuhov nedtoner dog udviklingen og siger, at der ikke er tale om et russisk gennembrud ved frontlinjen.
Udviklingen finder sted, forud for at den amerikanske præsident, Donald Trump, skal mødes med Ruslands præsident, Vladimir Putin.
De mødes fredag i den amerikanske delstat Alaska.
Mandag understregede Trump på et pressemøde, at han under mødet vil bede Putin om at afslutte krigen og “forsøge at få noget land tilbage til Ukraine”.
Han beskrev mødet med Putin som et “afsøgningsmøde”.
USA’s præsident har flere gange tidligere sagt, at der kommer til at ske en udveksling af land mellem Ukraine og Rusland, hvis krigen skal afsluttes.
Men Ukraines præsident, Volodymyr Zelenskyj, har afvist at afgive land til Rusland. Rusland har krævet, at Krim-halvøen og de østukrainske regioner Donetsk, Kherson, Luhansk og Zaporizjzja anerkendes som russiske.
Det er første gang siden 2019, at Trump og Putin mødes fysisk.
Ifølge Det Hvide Hus er der tale om et bilateralt møde – altså et møde mellem to parter – og Zelenskyj deltager dermed ikke.
/ritzau/