Det bliver en stor musiker, der skal gøre Thomas Blachman og Oh Land selskab som dommer i det populære program.
Når ‘X Factor’ ruller over skærmen i 2026 bliver det med en ny dommer.
Valget er faldet på Benjamin Hav, skriver TV 2 i en pressemeddelelse.
Det glæder den landskendte musiker sig meget over, der har mange oplevelser med programmet.
“Jeg har set ‘X Factor’, siden jeg var ung, og jeg har grædt og grint til programmet, været sur på programmet, råbt ad skærmen, og jeg har engang smadret et Samsung TV i raseri over en dommerbeslutning,” siger han.
Dermed bliver det et farvel til Simon Kvamm, som i foråret annoncerede, at han stoppede som dommer. Det har han været i tre sæsoner.
(Artiklen fortsætter efter billedet)

Hos TV 2 ser de frem til at byde den nye dommer velkommen. Det fortæller Dorte Borregaard, der er underholdningsredaktør.
“Han er en helt særlig karakter i dansk musik med et kæmpe musikalsk og alsidigt virke, som bliver spændende at se foldet ud. Rent fagligt komplementerer han vores to øvrige dommere rigtig godt – og vi synes, dynamikken mellem de tre er både underholdende, overraskende og eftertænksom, hvilket klæder ‘X Factor’ rigtig godt,” siger hun i pressemeddelelsen.