Rapperen Sean “Diddy” Combs fik mandag afvist sin anmodning om at blive løsladt fra fængslet forud for sin domsafsigelse den 3. oktober.
Det viser en kendelse fra distriktsdommeren Arun Subramanian i New York.
Hiphop-mogulen blev den 2. juli kendt skyldig i to anklagepunkter relateret til prostitution, men frifundet for anklager om menneskehandel og afpresning.
Den 29. juli bad Combs’ advokater dommeren Arun Subramanian om at løslade Combs mod en kaution på 50 millioner dollar – knap 323 millioner kroner.
Advokaternes argument var, at forholdene i fængslet, hvor han opholder sig, nemlig Metropolitan Detention Center i Brooklyn, er farlige. Argumentet lyder også, at andre, der tidligere er blevet dømt for lignende anklager, normalt er blevet løsladt før deres domsafsigelse.
I en retssag den 1. august argumenterede anklagere fra Manhattans statsadvokatkontor for, at bemandingsniveauet, sundhedsydelserne og de generelle faciliteter i fængslet var blevet forbedret, siden Combs blev anholdt i september 2024.
De sagde desuden, at de beviser for Combs’ fysiske vold, der blev fremlagt under retssagen, viser, at Combs udgør en fare for samfundet.
I en skriftlig kendelse fra Arun Subramanian lyder det, at Combs’ argumenter “kunne have gennemslagskraft i en sag, der ikke involverer beviser for vold, tvang eller undertvingelse i forbindelse med de omhandlende prostitutionshandlinger, men sagen her indeholder beviser for alle tre”.
Combs’ advokater er ikke umiddelbart vendt tilbage på en anmodning om en kommentar.
Reuters
Næsten ingen ved det: Så tit skal din smartphone egentlig oplades