Politiet har sigtet en marokkansk tricktyv for at stjæle to meget dyre ure fra turister i København.
En 32-årig marokkansk mand er sigtet for at franarre to udenlandske turister deres ure.
Det skriver Københavns Politi på det sociale medie X.
Urene var begge af mærket Patek Philippe og havde en værdi af henholdsvis 769.416 og 650.000 kroner, oplyser Københavns Politi til Ritzau.
(Artiklen fortsætter under billedet)

Det første tricktyveri fandt sted på Palægade i København.
– Den 20. juli blev en udenlandsk turist i Palægade antastet af to mænd, som spurgte, om han ville tage et billede af ham. De gav ham et kram og tog uret af ham.
Fem dage senere i Churchillparken i København fandt det næste tricktyveri sted.
Her blev turisten franarret sit ur ved, at to gerningsmænd kom dansende hen til ham og tog fat i hans arm og fik uret af.
Efter episoderne har politiet gennemset videoovervågning fra områderne.
– En efterforsker kunne genkende den 32-årige fra overvågningsbillederne, og torsdag lokaliserede vi ham på et hotel, hvor han blev anholdt, skriver Københavns Politi på X.
Efterfølgende ransagede man stedet, men urene blev ikke fundet igen, oplyser Københavns Politi.
Den 32-årige skal fredag fremstilles i grundlovsforhør.
En 49-årig mand, der ligeledes er fra Marokko, var i selskab med den 32-årige på anholdelsestidspunktet. Han er efterlyst af svensk politi for et urtyveri i Sverige.
Den 49-årige bliver derfor også fremstillet i grundlovsforhør fredag med henblik på udlevering til Sverige.
Københavns Politi oplyser, at den 49-årige ikke er den samme mand, som udførte tricktyverierne med den 32-årige.
/ritzau/