Myndighederne på Galapagosøerne har onsdag sat gang i evakueringer af indbyggere i kystområder efter tsunamiadvarsler i Stillehavet.
Det skriver nyhedsbureauet Reuters.
Indbyggerne evakueres for en sikkerheds skyld, lyder det. De opfordres til at søge mod områder, som myndighederne kalder sikre zoner.
Galapagosøerne består af 19 vulkanske øer, som er en del af det sydamerikanske land Ecuador.
Også i kystområder i Chile bliver folk evakueret. Det skriver dpa.
Det er et enormt jordskælv ud for det nordøstlige Rusland, der har udløst tsunamivarsler en række steder.
Jordskælvet har sat store vandmasser i bevægelse, som flytter sig over havets bund. Når vandet kommer ind til kysterne, kan det blive til meget høje og kraftige bølger.
Det har ført til ødelæggelser i det østlige Rusland, men de har været mindre end først frygtet, og der har ikke været meldinger om omkomne.