Vingegaard er villig til at risikere sin andenplads

Vingegaard enkeltstart
Arkivfoto

Jonas Vingegaard tror fortsat så meget på Tour-sejren, at han er villig til at satse alt på at indhente Tadej Pogacar.

På mandagens hviledag under Tour de France kan Jonas Vingegaard kigge på den samlede stilling og erkende, at han går ind i løbets sidste uge som nummer to med mere end fire minutter op til Tadej Pogacar i den gule førertrøje.

Faktisk er han tættere på tyske Florian Lipowitz, der ligger på tredjepladsen, tre minutter og 40 sekunder efter Jonas Vingegaard, end han er på det slovenske fænomen på førstepladsen.

Alligevel har den tidligere dobbelte Tour de France-vinder ingen intentioner om blot at køre defensivt for at forsvare sin andenplads.

Tværtimod er han villig til at risikere andenpladsen i forsøget på at tage den samlede sejr.

Det udtaler han til TV 2 Sport under et pressemøde på mandagens hviledag.

“Ja, det er jeg helt klart. Jeg har vundet Touren to gange, og jeg er blevet toer to gange, så det har jeg ligesom også prøvet, så jeg er villig til at risikere min andenplads for at prøve at tage den samlede sejr,” sagde Jonas Vingegaard til mediet, da han blev spurgt ind til, om han var klar på at løbe risikoen.

Vil køre offensivt i Tourens sidste uge

På pressemødet slog Jonas Vingegaard fast, at han vil køre offensivt i løbets sidste uge.

Hvornår et eventuelt angreb vil komme, ville han dog ikke løfte sløret for.

Derfor vides det ikke, om danskeren vil angribe allerede på tirsdagens etape, men med en bjergafslutning på mytiske Mont Ventoux, byder etapen i hvert fald på en mulighed for at udfordre Tadej Pogacar.

Med slovenerens store forspring og suveræne kørsel i de to første uger af årets Tour de France, ser det umiddelbart svært ud for Jonas Vingegaard og resten af Team Visma | Lease a Bike.

Alligevel er der som dansk cykelfan lidt trøst at hente hos Jonas Vingegaard selv.

Han udtalte nemlig også på pressemødet, at han føler sig bedre og bedre for hver dag, og at han fortsat tror på Tour-sejren.

Jonas Vingegaard har ikke været i nærheden af at kunne udfordre Tadej Pogacar i dette års Tour de France.