Haveselskabet tog cirka ti kunstværker med sig. “Vi har bare taget vores værdigenstande med os,” lyder det fra direktøren.
FrederiksbergLIV kunne tidligere på sommeren fortælle, at Det Kongelige Danske Haveselskab har besluttet at overdrage driften af Haveselskabets Have til Slots- og Kulturstyrelsen.
Engang fungerede det 20.500 kvadratmeter store område sydøst for Frederiksberg Have som køkkenhave for Frederiksberg Slot. Men i 1883 stillede staten anlægget til rådighed for Haveselskabet, som de næste 142 år varetog vedligeholdelsen og plejen af den smukke, temaopdelte have.
Den 30. juni i år var det altså slut – efter ønsker fra Haveselskabet selv.
Driften af haven, inklusive Brøndsalen og Paradehuset, var således tilbage i statens varetægt under Slots- og Kulturstyrelsen.
Afmonterede havens skulpturer
En af de sidste gerninger, Haveselskabet foretog sig inden overdragelsen, var at afmontere havens skulpturer og tage dem med sig.
Det drejer sig om cirka ti skulpturer.
Blandt andet de to kvindefigurer i henholdsvis Spejlhaven og Vandhaven, relieffet af de to unge mænd tæt ved bassinet i Vandhaven samt den græske gudesøn Triton med springvand ud af munden. Sidstnævnte betragtes af mange som en slags vartegn for Haveselskabets Have.
“Skulpturerne tilhører Haveselskabet. Det er kunstværker foreningen har indkøbt gennem årene. Så vi har sådan set bare taget vores værdigenstande med os,” siger Haveselskabets direktør Charlotte Garby til FrederiksbergLIV om beslutningen om at tage skulpturerne med sig.
Ifølge Charlotte Garby er der ikke et hensyn at tage til havens gæster, da skulpturerne således tilhører Haveselskabet.
“Det svarer lidt til, hvis du sælger et hus, hvor der står et kunstværk i haven, så tager du også værket med dig,” argumenterer hun.