En 23-årig mand, der i november sidste år kørte frontalt ind i en modkørende bil i Gudme på Fyn og dræbte en 87-årig kvinde, erkender sig skyldig i alle forhold.
Det siger han mandag i Retten i Svendborg.
Han er blandt andet tiltalt for uagtsomt manddrab, spirituskørsel og kørsel uden kørekort.
Derudover brød han et lægeligt kørselsforbud på grund af epilepsi.
Hændelsen fandt sted om aftenen den 8. november sidste år, hvor den 23-årige mistede kontrollen over sin bil i et højresving. Bilen skred ud og kolliderede frontalt med kvindens bil.
Ifølge den tiltalte havde han forinden været ude at drikke øl med tre venner. Da ulykken fandt sted, var de på vej hen for at stille bilen, så de kunne tage videre til en fødselsdagsfest.
(Artiklen fortsætter under billedet)

Han erkender, at han fejlvurderede skarpheden af svinget, selv om han kendte vejen godt og havde kørt der mange gange før.
– Jeg kørte bare for stærkt ind i svinget. Jeg går ud som et lys med det samme og vågner først igen, da jeg bliver trukket ud af bilen. På det tidspunkt er jeg vildt forvirret og har ingen anelse om, hvad der er sket, forklarede han i retten.
Han fortæller, at en af hans kammerater spurgte, om bilen “ikke kan noget”, hvorefter han trykkede speederen i bund på vej ned ad en bakke for at bevise det modsatte.
– Jeg giver den gas, fordi jeg skulle vise, at den godt kunne noget. Men jeg bremser for sent og når ikke at tage nok fart af, inden jeg kører ind i svinget, sagde han.
Det kom frem i retten, at han havde fået mindst fem øl på ulykkestidspunktet, og at han havde drukket i bilen, mens de kørte.


