Det er latterligt, at Elon Musk er gået i gang med at stifte et nyt politisk parti.
Det siger USA’s præsident, Donald Trump, søndag ifølge nyhedsbureauet Reuters.
– Jeg synes, at det er latterligt at starte et tredje parti, siger præsidenten til journalister, mens han er på vej om bord på præsidentflyet, Air Force One.
– Et tredje parti vil blot gøre forvirringen større. Han kan have det sjovt med det, men jeg synes, at det er latterligt.
Milliardæren Musk, der er tidligere Trump-støtte, skrev lørdag på det sociale medie X, at han havde stiftet partiet America Party.
Det skete, efter at han havde truet med at etablere et nyt parti, såfremt Trump fik vedtaget den store lovpakke, som Trump selv har kaldt “Big, Beautiful Bill”.
Lovpakken blev stemt igennem i Repræsentanternes Hus torsdag, og fredag – på USA’s uafhængighedsdag – blev den underskrevet af Trump.