Hvis Iran genopbygger sit atomprogram efter den seneste tids angreb, vil USA være klar til at angribe landet igen.
Det siger USA’s præsident, Donald Trump, under et pressemøde med Natos generalsekretær, Mark Rutte. Det skriver Reuters.
– Bestemt, svarer Trump, da han bliver spurgt, om USA vil angribe Iran i tilfælde af, at Irans uranberigelsesprogram genoptages.
USA angreb tre atomanlæg i de iranske byer Natanz, Isfahan og Fordow natten til søndag. Ifølge Trump satte angrebene Irans atomprogram “årtier tilbage”.
– De kommer ikke til at bygge bomber i lang tid, siger han.
Præsidenten siger dog også, at efterretninger vedrørende omfanget af skaderne på de iranske atomanlæg ikke er entydige.
(Artiklen fortsætter under billedet)

– Efterretningerne var slet ikke entydige. Efterretningerne siger, at vi ikke ved det. Det kan have været meget slemt. Det er det, efterretningerne peger på, siger Trump, men tilføjer, at der skete “udslettelse” af atomanlæggene.
Med på pressemødet er USA’s udenrigsminister, Marco Rubio, og forsvarsminister Pete Hegseth.
Begge siger, at de iranske atomanlæg har fået alvorlige skader.
De adresserer samtidig oplysninger fra amerikanske medier om, at atomprogrammet kun er blevet forsinket med et par måneder.
CNN, New York Times og Reuters har beskrevet en rapport, der skal være lavet af efterretningsenheden Defense Intelligence Agency (DIA) under USA’s forsvarsministerium.
– Det var en tophemmelig rapport, den var foreløbig, og den var usikker i sin vurdering, siger Pete Hegseth og fortæller, at forbundspolitiet FBI skal efterforske, hvem der har lækket rapporten.
Natten til tirsdag annoncerede Trump, at en aftale om våbenhvile mellem Iran og Israel var kommet på plads.
Tirsdag morgen bekræftede Iran og Israel våbenhvilen.
Direkte adspurgt af en journalist på pressemødet, hvordan det går med våbenhvilen, svarer Trump, at det går godt.
– Jeg synes, at det var en forrygende sejr for alle – inklusive Iran, siger Trump om våbenhvilen.
Der har ikke været nogen meldinger om iranske og israelske missil- og droneangreb siden tirsdag.