Storbritannien planlægger at indkøbe kampfly, der kan affyre atomvåben.
Det meddeler den britiske regering i en pressemeddelelse tirsdag aften.
Planen er at købe 12 F-35A-fly. Flyene kan både have konventionelle våben og kernevåben med sig.
Storbritannien har tidligere haft fly, der kunne affyre atomvåben, men de blev udfaset efter Den Kolde Krig.
Nu skal piloterne i landets luftvåben igen spille en rolle i atomforsvaret, lyder det i pressemeddelelsen, hvor regeringen kalder investeringen den største styrkelse af atomprogrammet i en generation.
Kampflyene skal indgå i en Nato-mission, der handler om såkaldt nuklear afskrækkelse. Altså at afskrække fjender fra at angribe, fordi man besidder atomvåben.
Den britiske premierminister, Keir Starmer, kalder indkøbet nødvendigt for national sikkerhed.
– I en tid med stor usikkerhed kan vi ikke længere tage fred for givet, hvilket er grunden til, at min regering investerer i vores nationale sikkerhed, siger han i pressemeddelelsen.
